Gå til indhold
Forside > Handicap > Udviklingshæmning > Temaer > Aldring og demens

Aldring, demens og udviklingshæmning

Når mennesker med udviklingshæmning bliver ældre, kan de, som alle andre borgere, få aldersrelaterede sygdomme og livsstilssygdomme, der kræver behandling, omsorg og særlig pleje.

Det er den generelle vurdering, at antallet af ældre med udviklingshæmning i Danmark vokser, og at en større andel rammes af demenssygdomme.

Center for Oligofrenipsykiatri har fremskrevet antallet af ældre borgere med udviklingshæmning i alderen 40 - + 65 år til i 2025 at være 30.321. Til sammenligning blev antallet i 2010 skønnet til at være 28.039 ( JYFE og Servicestyrelsen (2010), Ældre udviklingshæmmede. Vidensindsamling i danske kommuner)

Mennesker med udviklingshæmning har et grundlæggende behov for vejledning og støtte til at håndtere hverdagen. I takt med den stigende alder sker der yderligere funktionstab og behovet for hjælp og vejledning øges.

Den hjælp, som det ældre og demente menneske med udviklingshæmning tilbydes, skal stadig understøtte muligheden for, i videst mulige omfang, at tage ansvar for sit eget liv. Hjælpen skal gives med respekt for den enkeltes ret til selvbestemmelse og til at leve et værdigt liv. Det stiller andre krav til den pædagogfaglige og sundhedsfaglige indsats.

Aldersbetingede lidelser

Ældre mennesker med udviklingshæmning rammes af de samme aldersbetingede sygdomme og livsstilssygdomme som den øvrige befolkning. Det kan fx være gigtsygdomme, aldersdiabetes, øjensygdomme og hjerte-karsygdomme.

Mennesker med udviklingshæmning har ofte ikke selv de kognitive forudsætninger, der skal til for at erkende og reagere på sygdomstegnene. Derfor må det faglige personale være opmærksomt på, om der er lidelser, som personen skal i behandling for.

Desuden skal fagpersonalet tage ansvaret for den sundhedsforebyggende indsats gennem fx kost, motion og løbende sundhedsundersøgelser hos den praktiserende læge.

Sidst opdateret 05/07 2022