Om multiple funktionsnedsættelser uden talesprog

Mennesker med multiple funktionsnedsættelser har store medfødte hjerneskader. De har mellem 2 og 10 diagnoser med et gennemsnit på 5. De hyppigste diagnoser er spastisk lammelse og muskelsygdom, mental retardering, synshandicap, medfødte misdannelser og epilepsi (opregnet efter WHO-ICD 10-listens grupper.

Deres kognitive og sociale udvikling bliver påvirket af, at de ikke kan bruge deres krop, måske dårligt kan se og/eller høre deres omverden, at de periodevis kan miste bevidstheden, og at de ikke kan tale. Uanset deres funktionsnedsættelse udvikler de sig – ligesom alle andre mennesker - positivt gennem meningsfulde samspil med andre.

Samme grundlæggende behov som alle andre

Mennesker med multiple funktionsnedsættelser kommunikerer også, selvom de ikke har et talesprog. De har samme grundlæggende behov for at deltage i fælles aktiviteter, samspil og kommunikation som andre. Men deres kommunikation kan se anderledes ud og have sværere vilkår for at udvikle sig end hos andre - derfor er det nødvendigt med en særlig indsats.

Mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog har brug for kompetente pårørende og fagpersoner, der i samspil med dem kan formidle et kommunikativt fællesskab, hvori de kan udvikle deres begrebsmæssige og sproglige kategorier og egen identitet og indgå i det sociale fællesskab.

For at det skal lykkes har forældre og nære fagpersoner brug for:

• Viden om det tidlige samspil og om, hvordan følgerne af multiple funktionsnedsættelser kan påvirke den enkeltes liv.
• Viden om, hvordan de i samværet kan møde personerne dér, hvor de følelsesmæssigt viser interesse i udforskning af omverdenen og for kontakt med forældre og fagpersoner.
• Viden om, hvordan de kan tilpasse sig personens følelsesmæssige og fysiske tilstand i den daglige omsorg og pleje.
• Viden om, hvordan de med udgangspunkt i personens egne udtryk kan hjælpe ham/hende til at udvide sine kommunikationsmuligheder ved hjælp af alternativ og supplerende kommunikation.