Voksne med udviklingshæmning har stor gavn af metoden KRAP

Voksne med udviklingshæmning på botilbud bliver bedre til at kunne klare praktiske færdigheder i hjemmet, når metoden Kognitiv Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik (KRAP) bliver brugt systematisk. Evaluering peger desuden på, at botilbud oplever mindre udadreagerende adfærd, færre konflikter og mindre uro.

For første gang i Danmark er der udarbejdet både en metodebeskrivelse, en afprøvning og en evaluering af den socialpædagogiske tilgang ’Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik’ (KRAP) til voksne med udviklingshæmning på længerevarende botilbud.

I afprøvningen har der deltaget 5 kommuner. 7 botilbud arbejdede med KRAP, mens andre 7 botilbud arbejdede med deres sædvanlige indsats og støtte til borgerne.

Afprøvning af KRAP til voksne med udviklingshæmning på botilbud

Den grundlæggende tilgang i KRAP er, gennem et 4-årigt projekt, modnet og afprøvet som metode på botilbud for voksne med udviklingshæmning.

På den baggrund er der udarbejdet 3 publikationer om metoden KRAP samt en evaluering:

  • Om metoden KRAP: Introduktion til og overblik over de centrale elementer i arbejdet med metoden KRAP. KRAP kombinerer et menneskesyn med en række konkrete redskaber, som understøtter den pædagogiske praksis. Metodens grundlæggende tænkning og menneskesyn samt opbygning og fremgangsmåde beskrives her. I arbejdet med KRAP er der fokus på borgerens ressourcer med udgangspunkt i, at borgeren kan udvikle sig og udnytte sine kompetencer.

Om metoden KRAP

  • Manual til metoden KRAP: Handlingsanvisende manual, der giver viden om fremgangsmåder og redskaber til arbejdet med metoden KRAP. Manualen præsenterer de rammer, der skal være på plads, hvis man ønsker at arbejde med metoden. KRAP er struktureret ud fra den pædagogiske procesmodel.

    Søjlemodellen og består af tre søjler:

    Søjle 1: Afdækning og registrering
    Søjle 2: Analyse og forståelse
    Søjle 3: Ændring og udvikling.

    Tre trin i hver søjle skal man omkring for at sikre den nødvendige kvalitet i arbejdet med metoden. De tilhørende refleksionsspørgsmål er en hjælp til at komme rundt om de enkelte elementer i søjlerne.

Manual til metoden KRAP

  • Implementeringsguide til metoden KRAP: Gode råd og erfaringer, der understøtter især ledelse og nøglemedarbejdere i at implementere metoden.
    Det kræver ledelsesmæssig bevågenhed, et ønske om faglig udvikling og en dedikeret indsats blandt alle ledere og medarbejdere på botilbuddene at implementere og forankre systematikken i metoden KRAP, som en daglig del af den pædagogiske praksis og tilgang til borgerne. For at lette implementering er der i implementeringsguiden samlet en række centrale erfaringer og gode råd, som ledere og nøglemedarbejdere kan lade sig inspirere af.

    Implementeringsguiden er baseret på viden fra implementeringsforskningen og foreløbige erfaringer med at implementere metoden på botilbud til voksne med udviklingshæmning.

Implementeringsguide til metoden KRAP

  • Evalueringen viser bedre praktiske færdigheder. Voksne med udviklingshæmning på botilbud får en signifikant bedre udvikling af praktiske færdigheder i hjemmet, sammenholdt med udviklingen hos borgerne i kontrolgruppen. Flere botilbud oplever, at arbejdet med metoden KRAP har medført mindre udadreagerende adfærd, færre konflikter og mindre uro. Medarbejderne fortæller, at det skyldes arbejdet med en systematisk afdækning af, hvad der sker, inden borgeren oplever en frustration. 

    På de botilbud, hvor medarbejderne har arbejdet mest loyalt med metoden KRAP, ses også den bedste udvikling for borgerne ift. mål om praktiske færdigheder, hygiejne og egenomsorg.

Evalueringsrapport - KRAP

KRAP giver et fælles mindset og sprog

Medarbejderne er glade for tilgangen og udtrykker stor begejstring for uddannelsesforløbet, som har givet et stort udbytte. Det er særligt lykkedes for medarbejderne at få implementeret det mindset, der ligger i KRAP. Det har styrket deres fælles sprog og det pædagogiske arbejde med fokus på en ressourcefokuseret og anerkendende tilgang.

En forudsætning for arbejdet med metoden KRAP er, at man har tilegnet sig menneskesynet og de pædagogiske overvejelser bag metoden for at få forståelse for arbejdet med KRAP. Det er derfor nødvendigt at gennemføre uddannelsen i KRAP, som giver ledere og medarbejdere på botilbud de grundlæggende kompetencer og tænkning til arbejdet med metoden.

Nedsættelse af en aktiv styregruppe og klare roller og ansvarsfordeling er en central drivkraft i implementeringen af metoden KRAP.

Den økonomiske analyse viser, at når metoden KRAP er implementeret bruger botilbuddene i gennemsnit, ud over den normale indsats til borgeren, 0,3 time pr. borger på KRAP om ugen, hvilket for botilbuddene svarer til 135 kr. om ugen pr. borger.

Evalueringen er gennemført af Rambøll og er finansieret af satspuljen for 2014-2017. Rambøll har i samarbejde med PsykologCentret og den daværende Socialstyrelse udarbejdet de 3 materialer om metoden KRAP.

Kontakt

Dorthe Bevensee
Specialkonsulent

Mere viden

KRAP er udviklet af PsykologCentret på baggrund af mange års erfaringer med, hvad der virker i praksis. I arbejdet med KRAP er der fokus på borgerens ressourcer. Borgeren støttes i udviklingen af større personlige og sociale kompetencer med en anerkendende tilgang.

KRAP hviler på et bredt metodisk og teoretisk fundament og kombineres med konkrete praksisrettede redskaber.

KRAP på PsykologCentrets hjemmeside