Frem til 1960'erne levede de fleste mennesker med udviklingshæmning en tilværelse på store centralinstitutioner. Dagligdagen var præget af regler og rutiner, og der var ikke megen kontakt til det omgivende samfund. Mennesker med udviklingshæmning blev opfattet og behandlet som klienter. Den professionelle verden omkring dem handlede med udgangspunkt i diagnoser, afvigelser og problemer.
Normalisering
Op gennem 1970'erne og 80'erne var det socialpolitiske og pædagogiske fokus rettet mod normalisering af mennesker med udviklingshæmning. Midlet hertil var integration. Men boligen og ydelserne var stadig sammenknyttet, og de professionelle havde både ret og pligt til at træffe beslutninger på vegne af mennesker med udviklingshæmning.
Økonomisk ligestilling
Med pensionsreformen fra 1995 blev voksne beboere i de daværende amtslige institutioner tilkendt førtidspension. Målsætningen med den økonomiske ligestilling af mennesker med udviklingshæmning med andre pensionister var at fremme integrationen, så de i højere grad end tidligere kunne leve et liv med individuelle valg, selvstændighed og medbestemmelse.
Opløsning af institutionsbegrebet
En anden væsentlig lovændring kom i 1998 med lov om social service. Opløsningen af institutionsbegrebet på voksenområdet og adskillelsen af bo- og servicetilbuddet repræsenterer et markant skift i handicappolitikken.
Serviceloven understreger, at den sociale indsats skal gives efter en konkret og individuel vurdering og i samarbejde med den pågældende - uanset handicap. Hjælpen skal tildeles efter individuelle afgørelser og ikke som et integreret bo- og servicetilbud. Alle mennesker med udviklingshæmning er beboere i eget hjem, uanset bosted. Individet er sat i centrum og skal have indflydelse på eget liv.
Brugerinddragelse og medborgerskab
Serviceloven sætter fokus på brugerinddragelse og medborgerskab. Medborgerperspektivet vægter betydningen af det enkelte menneskes ressourcer, udvikling af kompetencer og ret til selv at bestemme. Hjælp og støtte skal udføres i respekt og ud fra det enkelte menneskes behov og ønsker.
Udgangspunktet for det sociale og pædagogiske arbejde med mennesker med udviklingshæmning bliver, at de, via lovgivningen, anerkendes som retlige væsner. Borgerrettighederne i grundloven og i menneskerettighederne gælder nu også for mennesker med udviklingshæmning.
FN's Handicapkonvention
Personer med udviklingshæmning er omfattet af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, som Danmark tiltrådte i 2009.
Konventionen har til formål at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.