Hjælpemiddelområdet

Hjælpemiddelområdet i den offentlige sektor går på tværs af ressortområder, faggrupper, handicapgrupper og aldersgrupper. Området udvikler sig løbende i samspil med den generelle samfundsmæssige og teknologiske udvikling.

Viden om hjælpemidler omfatter tværfaglig og teknologisk indsigt. Viden om problemafdækning, udvælgelse, tilpasning, indkøb, bevilling og rådgivning på området indgår i den kommunale og regionale hjælpemiddelformidling, som knytter sig til handicappolitiske principper og lovgivning.

Som offentligt praksisfelt er der, for de enkelte faggrupper, fokus på forskellige perspektiver i den hjælpemiddelfaglige tilgang, fx kompensation, optimering, ligestilling, forebyggelse, lindring, aktivitet og deltagelse. For den enkelte borger er perspektivet individuelt og personligt. Hjælpemidler kan således være centrale redskaber i en habiliterende eller rehabiliterende tilgang i det offentliges møde med borgeren med funktionsnedsættelse. Samtidig kan hjælpemidler være afgørende i en borgers recoveryproces.

Hjælpemiddelområdet beskrives på de underliggende sider som et fagområde, et lovgivnings- og bevillingsområde og som et offentligt praksisfelt. Desuden beskrives Social- og Boligstyrelsens rolle på området.