Anbefalinger - ADHD
Socialstyrelsens anbefalinger på ADHD-området er tænkt som inspiration til, hvordan kommuner kan tilrettelægge den sociale indsats, som er målrettet børn, unge og voksne med ADHD.
Anbefalingerne på ADHD-området bygger på den indsamlede viden og forskning på området.
Fold alle teksterne ud eller ind
Anbefalinger – børn og unge med ADHD
Anbefalinger i forhold til familien og barnet/den unge
- Vær opmærksom på familier, hvor der er ét eller flere medlemmer med ADHD, og betragt dem som en særlig risikogruppe i de åbne alment forebyggende tilbud, målrettet familier og unge.
- Foregrib udviklingen af alvorlige problemer i familierne ved at sikre, at forældre og eventuelt søskende får viden og kompetencer til at acceptere og håndtere vanskeligheder i hverdagen.
- Vær opmærksom på, at de anvendte indsatser og/eller programmer bygger på så solidt et vidensgrundlag som muligt.
Anbefalinger i forhold til dagtilbud
- Understøt kommunens fagpersoner i at bruge en systematisk model for opsporing af børn med tidlige tegn på mistrivsel eller udviklingsvanskeligheder, og sæt fokus på, hvordan børn med særlige, udviklingsbetingede, vanskeligheder kan understøttes i deres udvikling.
- Inddrag barnets forældre i det fælles arbejde med at give barnet passende udfordringer og muligheder for mestring med henblik på at øge barnets muligheder for at deltage i børnefællesskabet.
- Tilbyd det pædagogiske personale vejledning/supervision ved kommunens øvrige relevante og specialiserede fagpersoner, og giv dem mulighed for at opbygge eller opdatere deres faglige viden om børn med ADHD.
Anbefalinger i forhold til skole og ungdomsuddannelse
- Sæt fokus på tidlig og opsporende indsats og tag højde for de vanskeligheder, der opstår for elever med ADHD i både skole og ungdomsuddannelse
- Sæt fokus på at sikre elevernes interesse for læring og mulighed for at kunne indgå i undervisningen bedst muligt.
- Sæt fokus på fastholdelse af unge med ADHD i forbindelse med uddannelse og på en god overgang mellem grundskole og ungdomsuddannelse.
Anbefalinger i forhold til unge og risikoadfærd
- Sæt fokus på tidlig og opsporende indsats i forhold til unges risikoadfærd.
- Sæt fokus på, at de unge får redskaber til at ændre deres adfærd og udvikle deres sociale kompetencer, fx ved at der arbejdes bevidst med relationer og rollemodeller.
- Vær orienteret mod at anvende indsatser med dokumenteret effekt.
Anbefalinger i forhold til fritidsområdet
- Tag afsæt i komponenter fra de evidensbaserede programmer på dagtilbuds- og skoleområdet, som har vist sig virkningsfulde i forhold at styrke de sociale relationer, når der tilrettelægges en indsats.
- Involver og samarbejd med foreninger og det civile samfund i den sociale indsats, målrettet børn og unge med ADHD, og giv frivillige mulighed for at deltage i videns- og praksiskurser som grundlag for at skabe inkluderende fællesskaber i fritids- og foreningslivet.
- Gør eksisterende fritidsaktiviteter mere synlige og tilgængelige for børn og unge med ADHD, fx ved at lave skole-foreningssamarbejde om etablering af aktiviteter.
Anbefalinger - voksne med ADHD
Anbefalinger i forhold til mestring af hverdagen
- Sæt fokus på indsatser, der styrker kompetencerne i forhold til struktur, overblik og organisering af dagligdagen.
- Anlæg et helhedsorienteret perspektiv på indsatsen til voksne med ADHD, og inddrag nærmeste familie i indsatserne, hvor det er relevant.
- Vær opmærksom på variationen i behovet for støtte, hav flere mulige tilbud til målgruppen, og koordiner indsatsen med relevant støtte fra andre områder.
Anbefalinger i forhold til uddannelse og beskæftigelse
- Tilknyt en koordinator/tovholder til den enkelte borgers sag, og samarbejd på tværs af forvaltningerne med henblik på at skabe sammenhæng mellem de forskellige indsatser.
- Tilbyd støtte til at mestre de udfordringer, arbejdslivet kan byde på, når man har vanskeligheder med struktur, koncentration, tidsestimering, kompleksitet m.v.
- Oparbejd et fælles vidensfundament på jobcentrene i forhold til variationen i de funktionelle vanskeligheder, der kan relatere sig til ADHD, og egnede tilbud til målgruppen.
Anbefalinger i forhold til sociale problemer
- Vær opmærksom på, at voksne med ADHD samtidigt kan indgå i målgruppen for andre sociale indsatser.
- Lad indsatsen tage udgangspunkt i fx vanskeligheder i forhold til hjemløshed, misbrug eller andre psykiske vanskeligheder, men anerkend samtidig de vanskeligheder, der kan have tilknytning til ADHD.
- Indgå i et tæt samarbejde med regionen i de tilfælde, hvor en sundhedsfaglig udredning vil være relevant.
Sidst opdateret
17/12 2019