Det lave antal unge i hjemløshed, som benytter herberger og lignende (2 % natvarmestuer, 22 % herberger) tolkes som et udtryk for, at de unge forsøger at undgå ophold på herberger, hvor miljøet ofte er hårdt og brugerne noget ældre.
Unge i hjemløshed undgår herberger
På de akutte overnatningssteder møder de unge en brugergruppe med høj forekomst af misbrug, psykiske problemer og truende adfærd, og overnatningsmuligheden giver en begrænset fysisk sikkerhed.
De unge ønsker generelt at opretholde en normal facade trods hjemløsheden og andre sociale problemer. Derfor vil mange foretrække at overnatte hos familie og venner som såkaldte sofasovere, hvis de har mulighed for det.
Sofasurfing kan føre til yderligere marginalisering
Men at være sofasover er også at skulle manøvrere i en situation, der både socialt og boligmæssigt er ustabil. Kun de færreste sofasovere formår at fastholde kontakten til uddannelsessteder og arbejdspladser, og mange mister kontakter til hjælpesystemerne.
Kortere eller længere perioder med sofasurfing kan dermed i sig selv være med til at marginalisere udsatte unge yderligere og på længere sigt tvinge dem til at opsøge fx akutte natherberger (McLoughlin, 2013 ).
Selvom det i udgangspunktet er mindre belastende at være sofasover end at overnatte på herberger o.l., udgør også sofasurfing en social, fysisk og/eller psykisk risiko og kan belaste den unges tilstand yderligere i form af kontakt med misbrugsmiljøer, risiko for trusler samt seksuelle og fysiske overgreb.
Det vil sige, at sofasoverne samtidig med, at de løser et akut problem, også udsætter sig for belastninger, der kan føre til øget selvmedicinering, forværrede psykiske lidelser, fysiske sygdomme og skader.
Anbefalinger til indsatser
For at undgå yderligere marginalisering er det derfor væsentligt, at der så hurtigt som muligt etableres en boligløsning for de unge sofasovere (Benjaminsen og Hesselbjerg, 2015; McLoughlin, 2013)
På baggrund af de analyser, som findes på området, er der blandt mange fagpersoner enighed om, at der med fordel kan sættes ind mod udsatte unges hjemløshed via yderligere koordinering og indsats i de unges overgang fra børnesystemerne til voksensystemerne.
Det anbefales også, at der sættes ind tidligt i form af screeninger for psykiske problemer i teenageårene, samt at der sættes fokus på indsatser, der forhindrer at de psykisk belastede unge falder ud af uddannelsessystemet i de tidlige voksenår (Benjaminsen, 2015; McLoughlin, 2013).