Forside > Nyheder > 2019 > Styrk kommunens indsats mod overgreb
19/02 2019

Styrk kommunens indsats mod overgreb

Socialstyrelsen tilbyder gratis udviklingsforløb til kommuner, der gerne vil styrke indsatsen mod overgreb, herunder det lovpligtige kommunale beredskab. Der tilbydes to typer af forløb. De tager begge afsæt i den lokale kontekst, men har forskelligt omfang og forskellig struktur.

Vold og seksuelle overgreb kan have vidtrækkende konsekvenser for børn og unge. Som voksne og fagpersoner har vi ansvaret for at beskytte børn og unge og bidrage til, at vi så tidligt som muligt bliver opmærksomme og reagerer, hvis børn og unge udsættes for vold eller seksuelle overgreb. Det kræver viden, kompetencer og handling.

Det lovpligtige kommunale beredskab danner rammen for kommunens samlede indsats til bekæmpelse af voldelige og seksuelle overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal være kendt af medarbejdere og ledere, og det skal bruges og holdes ved lige.

Socialstyrelsen tilbyder gratis udviklingsforløb til kommuner, der gerne vil styrke deres indsats mod vold og seksuelle overgreb mod børn og unge, herunder det kommunale beredskab. Forløbene kan have fokus på alle facetter af indsatsen – forebyggelse, opsporing og håndtering – og tager altid afsæt i den enkelte kommunes udviklingsbehov på området.

To slags udviklingsforløb

Socialstyrelsen tilbyder to typer af forløb, et kortere temaforløb og et længerevarende indsatsforløb.

Temaforløb

I temaforløbet vælges et specifikt område, som kommunen ønsker at modtage Socialstyrelsens sparring, rådgivning eller undervisning om. Det kan for eksempel dreje sig om sparring på det tværfaglige samarbejde eller undervisning for personalegrupper i et afgrænset tema, fx samtaler med børn eller unge, hvor der er mistanke eller viden om overgreb.

Et temaforløb kan også handle om det lovpligtige beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Et forløb om beredskabet kan dreje sig om både den faglige kvalitet af indholdet i det skriftlige beredskab, kommunens implementering af beredskabet og det løbende fokus på at have et aktivt beredskab.

Læs mere om temaforløb

Indsatsforløb

Et indsatsforløb er et længerevarende forløb, der indledes med en analyse af kommunens eksisterende praksis på overgrebsområdet.

På baggrund af analysen tilrettelægger Socialstyrelsen i samarbejde med kommunen et udviklingsforløb med fokus på at styrke kommunens praksis. Der kan fx indgå sparring, workshops, kursusdage eller oplæg af kortere varighed for udvalgte faggrupper eller nøglepersoner.

Som en del af forløbet vil der også altid være fokus på opdatering og udvikling af kommunens beredskab.  

Læs mere om indsatsforløb

Praktiske oplysninger

Forløbene er gratis og tilbydes løbende af SISO i Socialstyrelsen. Der skal udfyldes et ansøgningsskema i forbindelse med begge typer forløb.

Sidst opdateret 19/02 2019