Socialstyrelsen udsender to centrale udmeldinger til kommunerne

03-10-2022

Der skal være højt specialiserede indsatser tilgængelige for børn og unge med hhv. en alvorlig synsnedsættelse og et varigt høretab. Socialstyrelsen har netop udsendt to såkaldte centrale udmeldinger til kommunerne for at undersøge, om der er en tilstrækkelig koordinering af punktskrift- og tegnsprogsindsatser.

Socialstyrelsen skal via den nationale koordinationsstruktur sikre, at der er det rette udbud af højt specialiserede tilbud og indsatser til de målgrupper, der har behov for det.

Tilbud og indsatser skal være til stede på nationalt plan og tilgængelige for kommunerne.

På den baggrund har Socialstyrelsen nu udsendt to centrale udmeldinger til kommunerne om henholdsvis punktskriftindsatser til børn og unge med alvorlig synsnedsættelse og tegnsprogsindsatser til børn og unge med et varigt høretab.

Læs mere om centrale udmeldinger her

Dialog om koordination og tilrettelæggelse

Landets kommuner skal behandle de centrale udmeldinger ved at afrapportere på deres koordinering og fremadrettede tilrettelæggelse af punktskriftindsatser og tegnsprogsindsatser til de to målgrupper. Kommunernes behandling af udmeldingerne skal ske i regi af de såkaldte rammeaftalesekretariater på området. Afrapporteringerne indsendes til Socialstyrelsen i marts 2023.

På baggrund af afrapporteringerne vil Socialstyrelsen gå i dialog med kommuner og regioner om, hvorvidt der er en tilstrækkelig koordination i forhold til at sikre tilgængeligheden og opretholdelsen af de højt specialiserede punktskriftindsatser og tegnsprogsindsatser, som målgrupperne har behov for.

Hent udmelding om punktskriftindsatser

Hent udmelding om tegnsprogsindsatser 

Om den nationale koordinationsstruktur

Socialstyrelsen arbejder i regi af den nationale koordinationsstruktur for at modvirke en uhensigtsmæssig afspecialisering på social- og specialundervisningsområdet.

Det gør styrelsen blandt andet ved at:

  • følge udviklingen i og indsamle og formidle viden om målgrupper, tilbud og indsatser på det mest specialiserede social- og specialundervisningsområde
  • udsende centrale udmeldinger på områder, hvor der vurderes at være behov for bedre koordinering mellem kommunerne om at opretholde det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud, som matcher målgruppernes særlige behov.

Læs mere om den nationale koordinationsstruktur

Se video på You Tube om den nationale koordinationsstruktur

Kontakt

Lea Johanne Sarfelt
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her