Gå til indhold
Forside > Nyheder > 2021 > Kursus i SSP-rammens handleplan
26/10 2021

Kursus i SSP-rammens handleplan

Er du ansat i en kommune og arbejder primært med SSP-samarbejdet? Så vær opmærksom på SSP-uddannelsen, der giver en bred opkvalificering til jer, der arbejder med kriminalitetsforebyggelse i lokalområdet. Vi tilbyder igen tilvalgsmodul 1 med fokus på SSP-rammens handleplan. Kurset holdes 1.- 2. december 2021.

Socialstyrelsen udbyder en national SSP-uddannelse, som har til formål at styrke det kriminalitetsforebyggende arbejde og understøtte en fælles tilgang på tværs af myndighederne.

Uddannelsen, der består af et grundmodul og en række tilvalgsmoduler, giver bred opkvalificering til dig, der arbejder med at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. Der er fokus på, at SSP-samarbejdets centrale medarbejdere opkvalificeres og sammen med de lokale SSP-medarbejdere får redskaber til at forebygge ungdomskriminalitet.

Er du en central SSP-medarbejder i en kommune, er det måske dig, der skal have SSP-uddannelsens tilvalgsmodul 1 med fokus på SSP-rammens handleplan. Tilvalgsmodul 1 er specifikt målrettet SSP-medarbejdere, som har konkrete opgaver med at understøtte en SSP-handleplan i egen kommune eller skal til at arbejde med det. Tilvalgsmodulet tilbydes som et kursus over to undervisningsdage og finder sted 1.-2. december 2021.

Indholdet i tilvalgsmodulet

Formålet med tilvalgsmodul 1 er at styrke deltagerne i at udarbejde en god handleplan for SSP-samarbejdet i egen kommune med udgangspunkt i den nye og fælles SSP-ramme.

Rammen beskriver formålet og målgrupper for SSP-samarbejdet, anbefalinger til organisering og samarbejdsflader samt anbefalinger til en lokal handleplan.   

Hent rammen for SSP-samarbejdet på Justitsministeriets hjemmeside

Tilvalgsmodulet vil bl.a. komme omkring: :

  • Baggrund for SSP-rammen og begrundelser for valg af mål, målgruppe og organisering
  • Oplæg fra kommuner om deres organisering i forhold til en fælles ramme
  • Forandringsteori og casearbejde i relation til SSP-handleplanen
  • Hvordan man beskriver en virksom indsats
  • Praksiseksempler  på, hvordan man kan beskrive  mål og indsatser i SSP-samarbejdet
  • Forskellige typer opfølgning- og monitoreringsredskaber.

Praktiske oplysninger

Bemærk, at det er en generel forudsætning for deltagelse i SSP-uddannelsens moduler, at SSP udgør en central del af din arbejdsfunktion, samt at deltagelse er efter aftale med egen leder.

Det forventes, at deltagerne har deltaget i SSP-uddannelsens grundmodul eller har tilegnet sig en tilsvarende viden. 

SSP-uddannelsen afvikles på Mødecenter Odense, adresse Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C. Det er gratis at deltage.

Tilmelding til SSP- uddannelsens tilvalgsmodul sker ved at skrive til følgende mailadresse: SSPuddannelse@socialstyrelsen.dk.  

Tilmeldingsfristen er mandag den 22 november. Kommunerne kan tilmelde op til tre deltagere og tilmelding foregår efter først til mølle-princippet. Der er plads til ca. 30 deltagere i alt.

Læs mere om SSP-uddannelsen her

Sidst opdateret 26/10 2021