Forside > Nyheder > 2020 > Indsatser til unge med rusmiddelproblemer
01/05 2020

Indsatser til unge med rusmiddelproblemer

Unge med et problematisk forbrug af rusmidler skal mødes som unge – og ikke som misbrugere. Dette ungesyn er det fælles fundament for tre delprojekter, der alle har taget afsæt i behandlingsmodellerne U-turn København og U18 Aarhus og tilsvarende metoder og tilgange. Fire nye udgivelser beskriver indsatserne, effekterne og erfaringerne og guider til videre arbejde.

Unge, der har et problematisk forbrug af fx hash, er først og fremmest unge; ikke misbrugere. Hjælpen til de unge skal derfor tage afsæt i et helhedssyn på den unges liv og situation, og forbruget af rusmidler bør ses i sammenhæng med den unges udfordringer og ressourcer generelt.

Dette ungesyn har været det grundlæggende afsæt for et større projekt om udbredelse af forskellige behandlingsmodeller til unge i alderen 15 til 25 år, der har problemer med rusmidler. Det overordnede formål med projektet har dels været, at unge i højere grad ophører med eller reducerer deres forbrug af rusmidler. Og dels at de unge forbedrer deres relationer til familier og netværk og deres tilknytning til uddannelse og beskæftigelse.

Projektet, der har bestået af tre delprojekter, er nu afsluttet og har resulteret i tre rapporter, der formidler erfaringer og evalueringsresultater samt en inspirationsguide.

Udbredelse af U-turn og U18

Et af delprojekterne har været en udbredelse af modellerne U-turn København og U18 Aarhus, der hver især er blevet implementeret i fem andre kommuner. Det helhedsorienterede ungesyn er fundamentet for begge modeller, der herudover benytter sig af en række forskellige elementer (fx samtaler) og konkrete metoder (fx samtaleteknikker).

Evalueringen viser, at der har været god effekt af indsatsen i de kommuner, der har implementeret U18. Her er det 56,5 % af de unge, der har reduceret eller helt ophørt med at bruge stoffer 9 måneder efter indskrivning i behandling, og det er en højere andel, end man ser i mange lignende indsatser. I de fem kommuner, der har implementeret U-turn, drejer det sig om 31,6 % af de unge – et tal, der betragtes som lavt.

Det fremgår af evalueringsrapporten, at effektresultaterne ikke umiddelbart er sammenlignelige. Det skyldes til dels, at de unge, der har modtaget en indsats efter U-turn-modellen, gennemgående har været mere belastede end de unge, der har fået hjælp efter U18-modellen. Kommunerne, der har brugt U-turn-modellen, har desuden haft større udfordringer med implementeringen.

Evalueringen af delprojektet er gennemført for Socialstyrelsen af Center for Rusmiddelforskning

Hent evalueringen af udbredelsen af U-turn og U18

UNG Rusmidler til mindre kommuner

Både U18 og U-turn er større modeller, som det kan være omfattende og tidskrævende at sætte i værk. Delprojektet Ung Rusmidler har derfor haft fokus på at udbrede udvalgte elementer fra de to behandlingsmodeller til en række mindre kommuner.

De i alt 15 kommuner har samtidig fået bistand til at udvikle og styrke deres rådgivnings- og behandlingsindsatser til unge i målgruppen. Kommunerne har på denne måde udviklet lokalt tilpassede behandlingsmodeller – alle med det samme helhedsorienterede ungesyn som fundament.

Erfaringsopsamlingen viser gode resultater. 47,6% af de unge angiver, at de har været stoffrie den seneste uge ved sidste samtale. Ved indskrivning angav 15,6% af de unge, at de havde været stoffrie i den seneste måned. Det hører med i billedet, at virkningen er udregnet på kort sigt, og at der ikke er lavet en ny måling efter udskrivningen.

UNG Rusmidler er udviklet og gennemført for Socialstyrelsen af SPUK, PIHL Inklusive og Trine Ry. Der er ud over erfaringsopsamlingen udarbejdet en inspirationsguide.

Hent erfaringsopsamlingen af UNG Rusmidler

Hent inspirationsguiden til UNG Rusmidler

Prøv Andre Veje – projekt på anbringelsessteder

Det sidste delprojekt, Prøv Andre Veje, rettede sig særligt mod anbringelsessteder og er i sin kerne et motivationsprojekt. Dvs. at anbragte unge, der har et problematisk forbrug af rusmidler, blev tilbudt et forløb, hvor de kunne blive motiveret til at reducere eller ophøre deres rusmiddelforbrug.

De unge, det var relevant for, blev tilbudt brobygning til egentlig rusmiddelbehandling. Evalueringen viser bl.a., at medarbejderne har haft gavn af at få et fælles sprog omkring rusmidler og de unges forbrug. Data er dog ikke tilstrækkelige til, at der kan vises en effekt.

Delprojektet PAV er gennemført af Type2dialog for Socialstyrelsen og evalueret af Center for Rusmiddelforskning.

Hent evalueringen af Prøv Andre Veje

Fælles fundament

Det er en fælles erfaring i delprojekterne, at den konkrete implementering har spillet en afgørende rolle. Det fremgår også, at det helhedsorienterede ungesyn går på tværs af de organisationer, der har arbejdet med delprojekternes modeller, og at medarbejderne oplever, at de har fået et fælles afsæt i tilgangen til unge.    

 

Sidst opdateret 01/05 2020