Forside > Nyheder > 2019 > Pulje: Flere pædagoger og pædagogiske assistenter til daginstitutioner
21/05 2019 | Ansøgningspuljer

Pulje: Flere pædagoger og pædagogiske assistenter til daginstitutioner

Der er udmeldt en ansøgningspulje til ansættelse af flere pædagoger og pædagogiske assistenter til institutioner med mange 0-2-årige sårbare og udsatte børn. Ansøgningsfrist: 5. juli 2019 kl. 12.00.

Socialstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje på 759,7 mio. kr. til støtte til sårbare og udsatte børn i alderen 0-2 år.

Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til at styrke kvaliteten i daginstitutionernes indsats for sårbare og udsatte børn i alderen 0 til 2. Det skal ske gennem ansættelse af flere pædagoger og pædagogiske assistenter.

Midlerne i ansøgningspuljen fordeles på baggrund af en fordelingsnøgle blandt de kommuner, som lever op til tildelingskriterierne. Fordelingen af midler er baseret på kommunernes rangering på det socioøkonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet og herefter på antallet af 0-2 årige sårbare og udsatte børn i de enkelte daginstitutioner.

Målgruppe

Målgruppen for ansøgningspuljen er daginstitutioner med mange 0-2-årige sårbare og udsatte børn. Både kommunale og private daginstitutioner er omfattet.

I denne forbindelse defineres daginstitutioner med mange 0-2-årige sårbare og udsatte børn som institutioner, hvor minimum 25 procent af de 0-2 årige børn i institutionen eller enheden har forældre, der får mindst 80 procent økonomisk fripladstilskud og/eller socialpædagogisk fripladstilskud.

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist fredag den 5. juli 2019 kl. 12.00.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljen kan søges af kommuner, som søger på vegne af kommunale daginstitutioner, selvejende og udliciterede daginstitutioner, private institutioner og puljeordninger

Yderligere oplysninger og adgang til at søge via Tilskudsportalen

Sidst opdateret 21/05 2019