Forside > Nyheder > 2017 > Temadag: Beskyt børn med handicap mod overgreb
20/09 2017

Temadag: Beskyt børn med handicap mod overgreb

Hvordan kan vi beskytte børn, der har en funktionsnedsættelse, mod vold og seksuelle overgreb? Det er i fokus på en temadag 30. oktober. Få viden om omfang og behandling og konkrete redskaber til forebyggelse og håndtering.

Børn, der har en funktionsnedsættelse, er mere udsatte for voldelige og seksuelle overgreb end andre børn. Overgrebene kan kræve en særlig indsats at håndtere og også være svære at identificere. 

Derfor udgav Socialstyrelsen tidligere i år en ny håndbog til fagpersoner, der arbejder i bo- og dagtilbud for børn med handicap eller på anden led er i kontakt med  målgruppen. Håndbogen beskriver både, hvordan man kan arbejde med opsporing og forebyggelse, og hvordan man håndterer mistanke eller viden om overgreb. Det beskrives også, hvordan man kan udarbejde en politik for forebyggelse på det enkelte tilbud.

Nu afholder Socialstyrelsen en temadag 30. oktober om, hvor dan man kan arbejde med at sikre, at børn med handicap beskyttes mod overgreb. Temadagen, der foregår i Valby, vil formidle både viden og konkrete redskaber.

Oplægsholderne på temadagen

Socialstyrelsen vil introducere til håndbogen, og hvordan den kan anvendes på sociale tilbud. Mette Brunberg, der er forstander for botilbuddet 3Kløveren, vil fortælle om deres arbejde med forebyggelse.

Seniorforsker Helle Holt, VIVE, vil redegøre for den undersøgelse, der udkom i foråret, og hvor omfanget af overgreb mod børn med handicap for første gang bliver kortlagt.  

Fra JanusCentret deltager direktør Mimi Strange, der fortæller om erfaringerne med behandling af børn, der har været udsat for overgreb, og om de psykiatriske og psykologiske perspektiver på målgruppen og behandlingen.

Kuno Sørensen, psykolog hos Red Barnet, fortæller om børns udsatte position i forhold til overgreb, bl.a. på nettet, og giver sit bud på, hvad vi særligt skal være opmærksomme på i forhold til børn med kognitive eller fysiske funktionsnedsættelser.

Praktiske oplysninger

Deltagelsen koster 500 kr. og inkluderer forplejning på dagen.

Ny tilmeldingsfrist


For at give flere mulighed for at deltage er tilmeldingsfristen er forlænget til 24. oktober 2017. 

Tilmelding, program og praktiske oplysninger om temadagen 

Vold og seksuelle overgreb mod børn med handicap - håndbog om forebyggelse m.v.

Kortlægningen af omfanget af overgreb mod børn med handicap er tilgængelig på SFI.dk

Opdateret 12. oktober 2017 med oplysning om forlænget tilmeldingsfrist.

 

Sidst opdateret 12/10 2017