Målrettet støtte til forældre med anbragte børn. Indsatsbeskrivelse

PwC2023

Udgivelsen er en beskrivelse af en ressourcefokuseret indsats til forældre med anbragte børn. Indsatsbeskrivelsen giver inspiration og vejledning til at arbejde med forældreindsatsen, der skal bidrage til at sikre stabilitet i anbringelsen og øge trivsel for det anbragte barn

Udgivelsen bygger på en målgruppeanalyse, en systematisk litteraturkortlægning af eksisterende indsatser, interview med forældre med anbragte børn, casebesøg på udvalgte anbringelsessteder og erfaringer fra modningsprojekt med fire kommuner – Aarhus, Halsnæs, Herning og Vordingborg.

Kommunerne har i samarbejde med Socialstyrelsen udviklet en fælles indsats i perioden 2020-2022.

Indsatsen understøtter en aktiv inddragelse af forældrene i alle faser af et anbringelsesforløb og sætter fokus på forældrenes ressourcer. Formålet med indsatsen er at styrke forældrekompetencerne og styrke samarbejdet med kommune og anbringelsessted. Indsatsen skal bidrage til at sikre større stabilitet i anbringelsesforløbene og skabe mere ro i samværet og kontakten mellem barn og forældre med henblik på at øge trivsel og stabilitet i det anbragte barns liv.

Ved brug af indsatsen understøttes det tætte samarbejde mellem forældre, anbringelsessted og den kommunale familieafdeling. Indsatsbeskrivelsen viser, hvordan der med målrettet støtte og individuelt tilpassede forløb kan arbejdes handlingsanvisende og konkret med at styrke forældrekompetencerne. Der er identificeret fem afgørende kerneelementer, som indgår i indsatsen:

  • Kriseinformeret praksis: Forældrene skal mødes i deres krise og sorg ved anbringelsen. Der tilrettelægges et forløb, hvor forældrene får mulighed for at bearbejde krisen og de støttes til at indgå i samarbejdet omkring anbringelsen.
  • Ressourcefokuseret tilgang: Forældrenes ressourcer afdækkes og benyttes, så de bliver opmærksomme på egne ressourcer og ressourcer i deres netværk inddrages.
  • Målrettet forældrehandleplan: Forældrene inddrages i at opstille få konkrete mål, som tager udgangspunkt i deres egen motivation. Målsætninger og handlinger formuleres i fællesskab med forældrene.
  • Individuelt tilpasset støtte: Forældrene skal opleve at støtten til dem er tilrettelagt med udgangspunkt i deres egen motivation og at støtten passer til dem i deres aktuelle livssituation.
  • Tæt tværfagligt samarbejde: Forældrenes forløb koordineres med alle relevante parter. De skal opleve en sammenhængende indsats og et godt samarbejdsforum mellem dem selv, anbringelsessted og kommune.

Indsatsen er desuden bygget op omkring tre faser – en opstartsfase, en forandringsfase og en vedligeholdelsesfase.

Der er udarbejdet en pixi-version af indsatsbeskrivelsen, der er tilgængelig som bilag nedenfor.

Hvis du vil vide mere

Samtidig med indsatsbeskrivelsen er der udgivet en evaluering.

Se evalueringen