Som pædagog

Det er vigtigt, at personalegruppen har en fælles holdning til alkohol, og at denne er funderet i en professionel tilgang til brug og overforbrug.

I en personalegruppe vil der ofte være mange forskellige holdninger til, hvor meget og hvor tit man må drikke. Risikoen ved at forholde sig til mennesker med udviklingshæmnings alkoholmisbrug ud fra egne normer og holdninger er, at det vil være svært at opnå enighed om, hvornår der er tale om et egentligt alkoholmisbrug, og hvornår personalet bør handle. Herved risikerer personalegruppen at modarbejde hinanden, for eksempel ved at bagatellisere det, som den anden tager alvorligt.

Derfor er det nødvendigt at finde frem til et fælles professionelt udgangspunkt. Hvis mennesker med udviklingshæmning i almindelighed har svært ved at forholde sig til tvetydige budskaber, gælder det naturligvis i endnu højere grad, hvis deres opfattelsesevne er sløret af alkohol. 

Nedenstående spørgsmål kan være en hjælp til at få en fælles holdningsafklaring til alkohol i personalegruppen. Husk, at mennesker med udviklingshæmning ikke skal underlægges andre normer for nydelse af alkohol end alle andre: 

• Hvornår er et alkoholforbrug et problem - og for hvem?
• Hvornår og hvordan skal man som pædagog handle i forhold til mennesker med udviklingshæmnings alkoholmisbrug?
• Hvem er ansvarlig for at handle?
• Hvilke rammer kan der være for alkoholindtagelse i fællesarealer, fælles samvær m.v.?
• Hvilke regler skal der være for personalets alkoholindtagelse ved arrangementer samt i arbejdstiden i øvrigt?
• Hvordan får man adgang til misbrugsfaglig viden?

Misbrugsproblemer blandt mennesker med udviklingshæmning rejser ofte en række dilemmaer for pædagoger og hjælpere. Mange bliver i tvivl om, hvornår og hvordan de skal gribe ind. Som pædagog har du pligt til at hjælpe, men hjælpen må ikke tage form af kontrol - den skal foregå med respekt for den enkeltes selvbestemmelse. 

I 1999 vedtog Folketinget en række nye bestemmelser om omsorg og magtanvendelse i forhold til personer med varig nedsat psykisk funktionsevne. Reglerne blev vedtaget for at styrke retssikkerheden for mennesker, der pga. nedsat psykisk funktionsevne ikke fuldt ud kan tage vare på deres egen tilværelse, og for at give personalegrupper et bedre grundlag at arbejde ud fra. 

Hovedreglen er, at magtanvendelse ikke må finde sted. Baggrunden er princippet om den personlige friheds ukrænkelighed og selvbestemmelsesret, som beskytter den enkelte persons frihed til at bevæge sig og fungere i normal kontakt med omverdenen.

Undtagelsesvis kan der gives tilladelse til magtanvendelse i en række nøje afgrænsede tilfælde, når formålet er at afværge risikoen for, eller forhindre yderligere personskade. Magtanvendelse skal altid være undtagelsen og må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.

Samtidig har de sociale myndigheder en omsorgspligt. En pligt til at undgå, at der sker omsorgssvigt for mennesker, der som følge af psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på deres egen tilværelse. Pligten er begrundet i, at personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne ikke vil være istand til at give det fornødne samtykke i forbindelse med en særlig indsats.

Bestemmelserne giver grundlaget for at de sociale myndigheder kan sætte ind med bistand, uanset om den pågældende samtykker, men bestemmelsen giver ikke hjemmel til at anvende magt. Omsorgspligten forpligter personalet til at finde en måde, hvorpå hjælpen vil modtages.

De tætte bånd mellem pædagoger og mennesker med udviklingshæmning, der har et misbrug, gør, at der er risiko for såkaldt medafhængighed. 

Pædagoger, som indgår i tætte relationer til mennesker med udviklingshæmning, der har et misbrug, bliver indimellem selv en del af misbrugsmønstret - ganske som man ser det i familier, hvor et af familiemedlemmerne er misbruger. Pædagogen tager ansvar for misbrugerens problemer, bliver kontrollerende, undgår krav og konflikter, forsøger sig med indirekte kontrol osv. Disse meget komplekse samspilsmønstre mellem misbruger og hans nære omgivelser går under betegnelsen 'medmisbrug'.

Når pædagoger overtager ansvaret for misbruget

Den pædagogiske indsats overfor mennesker med udviklingshæmning med et misbrug vil ofte være præget af kontrol og korrektion af den adfærd, der er en følge af misbruget. Når det pædagogiske arbejde ikke lykkes, bliver man bærer af svære følelser som angsten for, at misbrugeren skal drikke sig ihjel eller tage sit eget liv. Man får en oplevelse af at blive snydt og bedraget og reagerer med følelser som vrede, opgivelse og resignation.

Når man arbejder med mennesker med udviklingshæmning, der har et misbrug, er der en risiko for, at man er så tæt på vedkommendes misbrug, at man opfører sig som medmisbruger. I stedet for at hjælpe kommer man til at overtage ansvaret for den andens problemer. Det bliver medmisbrugerens (pædagogens) projekt at komme ud af misbruget - ikke misbrugerens. Omsorgen bliver ikke opfattet som hjælp, men som en direkte trussel mod adgangen til alkoholen.

Medmisbrug er ikke et begreb, der almindeligvis anvendes inden for den pædagogiske verden. Men ved at se medmisbruget i øjnene skabes der en bevidsthed, der gør det muligt at forblive professionel i relationen med mennesker med udviklingshæmning, der har et misbrug. 

Giv ansvaret tilbage til misbrugeren

For at håndtere risikoen for medmisbrug kræver det, at man beslutter sig for at give ansvaret for misbruget tilbage til dets ejer. Når man lader misbrugeren stå ansigt til ansigt med følgerne af sit misbrug, vil der i de fleste tilfælde begynde at ske positive ændringer. 

At give ansvaret tilbage til misbrugeren selv er ikke det samme som at fralægge sig ansvaret for at hjælpe. Hjælpen skal være i form af støtte til den mennesker med udviklingshæmnings selvmotivering. Herved får han en chance for at medvirke i en positiv udvikling. 

Vær opmærksom på, at også medbeboere og pårørende kan blive medmisbrugere.

Det er vigtigt at have kendskab til de signaler, man skal være opmærksom på og som kan vise tegn på misbrug. Ofte er det pædagoger, der først opdager eller får mistanke om alkoholmisbrug. Derfor er det nyttigt at kende de signaler, der viser tegn på misbrug. Både for at kunne handle i tide inden problemerne vokser sig store - og for at undgå at overreagere. 

Det kan være et tegn på, at der er noget galt, når den, der drikker:

• Lider af søvnløshed, rastløshed, nedtrykthed eller angst
• Ofte drikker mere end 5 genstande om dagen
• Tåler mere og mere alkohol
• Drikker hurtigt
• Springer maden over
• Sover over sig
• Næsten kun har venner, der også drikker meget
• Typisk kun deltager i fritidsaktiviteter, der involverer alkohol
• Ofte drikker for at dæmpe stress, angst eller depression.

Identificer problemet i personalegruppen

Hvis du er usikker på drikkeriets omfang, eller om du vurderer situationen rigtigt, kan du forsøge at indkredse problemets omfang. Er I flere, som ofte har kontakt til den pågældende, er det en god idé at gøre hver jeres observationer og diskutere dem i fællesskab. Over en aftalt periode kan I skrive ned, hvordan I oplever personens adfærd og tilstand. Herefter sammenholdes og diskuteres observationerne i fællesskab. 

Det er en god idé at opdele diskussionen mellem egentlige observationer og vurderinger af, hvordan adfærden påvirker dig og dine kolleger. I kan tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• Hvor tit og hvor meget drikker personen?
• Hvordan er personens adfærd, når han drikker, og når han er ædru?
• Hvordan er hans fysiske helbred - og har det ændret sig?
• Hvordan har han det psykisk, hans humør?
• Hvordan er personens samspil med omgivelserne, fx medbeboere eller pårørende?
• Hvordan reagerer personen på omgivelserne, fx medbeboere, personale, pårørende?
• Betydningen for dig og dine kolleger
• Hvordan påvirker det dig, at personen drikker?
• Hvordan reagerer du, når personen drikker, hvad gør du?

Tag kontakt til det lokale misbrugscenter

Vurderer I, at der nok er tale om et misbrugsproblem - eller hvis I er i tvivl - så tag kontakt til det lokale misbrugscenter eller alkoholambulatorium. Her kan I få en misbrugsfaglig vurdering af jeres observationer. Det vil sikkert også være muligt at etablere et samarbejde med misbrugscentret om mere generel vejledning og supervision til jer som pædagoger.

Mennesker med udviklingshæmning har som alle andre borgere ret til at modtage behandling for alkoholmisbrug, og behandlingen skal tilpasses den enkeltes individuelle behov. 

Mennesker med udviklingshæmning kan ikke afvises i behandlingssystemet med henvisning til deres funktionsnedsættelse. Det vil være i strid med principperne om ligebehandling af handicappede.   Behandlingsindsatsen skal, som for alle andre misbrugere, tilpasses den enkeltes individuelle behov. Fx har unge alkoholmisbrugere, misbrugere med sindslidelse, kriminelle misbrugere, misbrugere med anden etnisk baggrund og misbrugere med udviklingshæmning forskellige behov.
I Danmark er det kommunerne, som har ansvaret for både forebyggelse og behandling af alkoholmisbrug.  

Behandlingsgarantien gælder også udviklingshæmmede

1. juli 2005 blev der indført en behandlingsgaranti vedrørende alkoholbehandling. Garantien indebærer en ret for alkoholmisbrugeren til at komme i behandling.

Myndighederne (dvs. kommunerne) har pligt til at tilbyde behandling senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig. Det er myndigheden, der beslutter, hvilken form for behandlingstilbud alkoholmisbrugeren skal henvises til. Denne beslutning sker på baggrund af udredningen af misbrugerens problem og samlede situation.  

Som pædagog skal du være opmærksom på, at man kan bruge behandlingsgarantien som argument i forbindelse med henvendelse til et misbrugscenter eller lignende. Udviklingshæmmede med misbrugsproblemer har samme krav på udredning og behandling som alle andre borgere.

Hvad siger Sundhedsloven om alkoholbehandling?

§ 141. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere.

• Stk. 2. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling. 
• Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud til alkoholbehandling i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf. stk. 4, eller private institutioner.
• Stk. 4. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning. 
• Stk. 5. Behandling og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.
• Stk. 6. Behandling på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

Muligheder for hjælp

Hvis den borgeren selv er motiveret for at få hjælp til at komme ud af sit misbrug, er der flere steder, hvor du kan henvende dig.

Du kan henvende dig til enten den praktiserende læge, til kommunen, og til misbrugscentre. Du skal dog være opmærksom på, at der vil være forskel på den vejledning og hjælp, de forskellige tilbud kan tilbyde.

Den praktiserende læge kan: 

• Ordinere antabus
• Vejlede om kombination mellem medicin og alkohol
• Henvise til misbrugsbehandlingscentre/alkoholambulatorium.

Kommunen kan: 

• Tilbyde erkendelses- og motivationssamtale
• Vejlede om eksisterende tilbud og træffe afgørelse om behandlingstilbud.

Misbrugscentrene kan: 

• Vejlede og supervisere personale og samarbejdspartnere
• Udrede og afdække misbrugets omfang og visitere til behandling
• Varetage behandlingssamtaler og -terapi.

Rådgivning er gratis.

Mange med udviklingshæmning mangler viden om konsekvenser af alkoholbrug. Derfor er det vigtigt at have fokus på forebyggelse. De har aldrig fået den information om alkohol, som de fleste andre danskere har modtaget gennem diverse forebyggelsesindsatser - i folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser osv. 

Derfor kan det være nødvendigt, at man i bo- og dagtilbud tager konkrete forebyggelsesinitiativer med fokus på alkoholkultur og alkoholmisbrug. En informations- og oplysningsindsats, der kommunikativt er målrettet mennesker med udviklingshæmning - om alkohol, gode alkoholvaner samt alkoholens skadevirkninger og risikoen for misbrug. 

Gode råd til oplysningsarbejdet

• Gør oplysning om alkohol og misbrug til en del af det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde - også hvor ingen har et misbrug.
• Sørg for at inddrage beboerne/brugerne selv i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af indsatsen.
• Undlad så vidt muligt at tage udgangspunkt i uheldige episoder med alkohol, så ingen føler sig som misbruger eller boykotter oplysningen
• Undgå moralisering som kan medføre, at en person med misbrugsproblemer vil føle, at personalet tager afstand fra ham, hvis han ønsker at snakke om sit misbrug.
• Overvej, hvordan I kan gøre det legalt at tale om alkohol og misbrug, og vær til rådighed for spørgsmål og bekymringer angående alkohol og misbrug.

Konkrete spørgsmål

Tag udgangspunkt i enkle og konkrete spørgsmål, når I sætter alkohol og alkoholvaner på dagsordenen. Spørgsmålene gør det ufarligt at tale om alkohol, da de bliver stillet til alle. Der er ikke tale om et interview eller et forhør, men om nogle emner for en fælles dialog mellem personale og beboere - og beboerne imellem. 

De spørgsmål, som med held er blevet brugt i en sådan dialog, er meget enkle:

• Har du prøvet at drikke alkohol?
• Har du prøvet at være fuld? Hvordan var det?
• Har du oplevet andre være fulde? Hvordan var det?
• Hvad synes du er godt ved at drikke?
• Hvad, synes du, er dårligt ved at drikke? 
• Hvad vil det sige at være alkoholiker?
• Hvad kan være farligt ved at drikke?
• Hvad gør det ved kroppen?
• Ved du, hvor man kan få hjælp, hvis man har alkoholproblemer (drikker for meget) - eller kender nogen der har alkoholproblemer?

En vigtig sidegevinst ved dialogen er, at personalet får indtryk af, hvor meget beboerne ved om alkohol, hvor meget den fylder i den enkeltes hverdag. På den måde bliver det lettere at vurdere, hvilke områder der er særlig brug for oplysning.

For nogle mennesker med udviklingshæmning vil spørgsmålene være for abstrakte og ukonkrete. Her vil der være brug for, at spørgsmålene suppleres med billeder og konkreter.

Dialogspil (alkoholspil)

Et dialog- eller alkoholspil går ud på at sætte en dialog i gang med afsæt i kort, der bliver læst op, med påstande om alkohol og alkoholrelaterede problemstillinger.

Spillet fremmer en åben dialog om alkohol mellem deltagerne uden irettesættelse og moralisering fra pædagoger og forældre/pårørende. Det kan være en fordel at gentage spillet med jævne mellemrum.

Påstandene på kortene skal være tilrettet målgruppens kommunikationsniveau. Teksten skal formuleres enkelt og konkret, men må gerne være provokerende og overraskende. Man kan udvikle spillet yderligere ved at sætte billeder eller symboler på kortene.

Temadage om alkohol

Alkoholkultur og -misbrug er et oplagt emne at tage op på en temadag i bofællesskabet, på værkstedet eller caféen. 

Det er en rigtig god idé at arrangere temadagen i samarbejde med en konsulent fra det lokale misbrugscenter eller kommunens sundhedsafdeling. På den måde bliver temadagen præget af alkohol-/misbrugsfaglig viden og erfaring. For de fleste af deltagerne er det også mere spændende at komme i dialog med alkoholkonsulenten end at få budskaberne fra 'de sædvanlige pædagoger'.

Budskaberne skal målrettes deltagerne. Sørg for at snakken tager udgangspunkt i deltagernes egne forestillinger eller selvoplevede erfaringer med beruselse. Tal om gode og dårlige bivirkninger når man drikker alkohol. Fx hvad der kan ske med ens opførsel, hvis man drikker for meget.

Det er vigtig at gøre dialogen så konkret som mulig. Sammenlign almindelige øl med juleøl og 'sprutsodavand' (Breezere). Vej deltagerne og udregn promillen via nedenstående formel. Promiller kan virke lidt tekniske, men de kan være med til at vise, hvad der sker, når man drikker mange øl (eller sprutsodavand) på én gang - og at der er forskel på, hvor meget vi hver især kan tåle at drikke.

Sådan regner du promillen ud

Kvinder: 12 x antal genstande = promille
0,55 x vægt i kilo

Mænd:12 x antal genstande = promille
0,68 x vægt i kilo

Erfaringen med denne form for formidling til mennesker med udviklingshæmning er, at det giver en god og ligeværdig dialog. Den medvirker blandt andet til, at de selv kommer på banen med egne historier og eksempler.

En mere generel erfaring er, at budskaberne bør gentages med korte tidsintervaller, og at de er nemmere at huske, hvis de relateres til egen hverdag. For eksempel at man ikke må cykle eller køre på knallert, når man har drukket for meget, i stedet for at referere til at man ikke må køre bil. Det er de færreste mennesker med udviklingshæmning, som har bil.

Alkoholpolitik i beboerens hjem?

Personale i et botilbud kan ikke nedlægge forbud mod alkohol eller beslutte en egentlig alkoholpolitik i beboernes hjem. Men det kan være relevant at igangsætte en proces i samarbejde med beboerne, hvor beboerne selv formulerer 'de fælles regler', som de mener, der bør være for alkohol i botilbuddet.

I arbejdet med 'de fælles regler' i et botilbud har du som pædagog en særlig forpligtelse. Du skal på den ene side hjælpe og beskytte beboere, som føler sig generet eller utrygge, hvis en af de andre beboere ofte drikker sig fuld og bliver ubehagelig. På den anden side er det også din opgave at sikre den enkeltes ret til selvbestemmelse og privatliv i sit eget hjem. Det kan være en vanskelig balancegang, hvor man også skal passe på ikke at komme til at overreagere.

Alkoholpolitik på arbejdspladsen

En alkoholpolitik på arbejdspladsen er noget andet og langt mere enkelt. Nogle beskyttede værksteder og andre arbejdspladser har allerede en alkoholpolitik, og her er linjen, at arbejde og alkohol ikke hører sammen. I klubber og lignende, hvor der kommer unge udviklingshæmmede, vil det også være naturligt, at man sammen med medlemmerne forholder sig til alkohol og formulerer nogle fælles rammer.

Det har stor betydning for ejerskabet til alkoholpolitikken og dens forebyggende sigte, at de personer, der skal være omfattet af alkoholpolitikken, inddrages i selve tilblivelsesprocessen.

På et stort beskyttet værksted blev alkoholpolitikken til gennem en fælles arbejdsproces for medarbejdere og personale. Man startede med fyraftensmøder, hvor en misbrugsbehandler fortalte om alkohol, misbrug mv. Herefter blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra medarbejdere og personale, der havde til opgave at udarbejde et udkast til en alkoholpolitik. Arbejdsgruppens udkast blev drøftet i værkstedets forskellige grupper, inden det blev endelig vedtaget i værkstedets brugerråd og MIO/samarbejdsudvalg.

Indbyrdes mellem mennesker med udviklingshæmning

Mennesker med udviklingshæmning, der med udgangspunkt i egne erfaringer og ressourcer indgår som videns- og ressourcepersoner i det forebyggende oplysningsarbejde, er et godt supplement til den professionelle vejledning.

Styrken ved metoden er:

• At formidlingen friholdes for de magtrelationer, der ofte er kendetegnende i forholdet mellem den udviklingshæmmede og pædagogen.
• At sprog- og forståelsesbarrierer minimeres, fordi dialogen mellem ligestillede er kendetegnet ved, at der ikke skal bruges unødige kræfter på at gøre sig forståelig.
• At formidlingen fremmes ved, at andre udviklingshæmmedes egne erfaringer opfattes autentiske og har stor overførelsesværdi, idet man umiddelbart kan identificere sig med den anden.

Samspillet mellem misbrugsbehandler og pædagog har stor betydning for, hvorvidt et behandlingsforløb lykkes.

Typisk ved pædagoger ikke noget om misbrugsbehandling, og misbrugsbehandlere ved ikke noget om udviklingshæmning. Derfor er vidensdeling en vigtig del af samarbejdet. Behandleren kan eksempelvis have brug for at få et godt kendskab til den udviklingshæmmedes funktionsniveau, selvbillede, sprog og kommunikationsform. Pædagogen har på den anden side behov for viden om misbrug og om, hvordan hun kan støtte op omkring behandlingsforløbet.

Men det er ikke let at samarbejde på tværs af videns- og faggrænser. Nøgleordene i et godt samarbejde er vilje, anerkendelse, respekt, tillid og tålmodighed.

Afklar indbyrdes forventninger og rollefordeling

For at skabe tryghed og motivation hos alle parter i processen (mennesket med udviklingshæming og misbrugsproblemer, pædagogen og alkoholbehandleren) er det vigtigt, at rollefordeling og forventninger gøres tydelige, inden behandlingsforløbet iværksættes.

Under selve behandlingsforløbet fungerer pædagogen som en slags tolk mellem den personen med udviklingshæmning og behandleren. Pædagogen skal sikre, at personen med udviklingshæming forstår, hvad behandlingen går ud på. Dette kan dels ske i forbindelse med konkrete behandlingssamtaler, dels i perioderne mellem samtalerne. I hverdagen kan pædagogen være behjælpelig i ændringsprocessen, som en slags reflekterende hjælper. Pædagogen yder ikke behandling, men støtter vedkommende i at huske aftaler fra behandlingssamtalerne.

Skab klarhed om mål og metoder

Der skal være tydelighed om mål og metoder, inden en indsats igangsættes. Denne fælles klarhed skal både være til stede hos klienten, kontaktpædagogen og behandleren. Er sigtet med indsatsen afholdenhed eller kontrolleret forbrug? Hvilke former for behandling/terapi kan komme på tale? Hvor lang tid forventes indsatsen at vare, hvor mange samtaler osv. 

Inddrag misbrugeren i samarbejdet

Udgangspunktet for enhver behandling er misbrugerens egen frivillige medvirken. Det er ikke muligt at opnå positive behandlingsresultater uden et vist engagement fra misbrugerens side. Samarbejdet mellem pædagogen og behandleren må derfor ikke ske bag ryggen på misbrugeren, men skal være åbent og inddragende. Selvom samarbejdet mellem alkoholbehandler og pædagog synes at give gode resultater, bør det altid være op til misbrugeren selv, om et sådan samarbejde skal finde sted. Ikke alle mennekser med udviklingshæming med misbrugsproblemer ønsker at have 'sin pædagog' med i behandlingsforløbet, og dette skal naturligvis accepteres.

Træk på behandlernes viden i den forebyggende indsats

Det er ikke kun i forbindelse med deciderede behandlingsforløb, at et samarbejde mellem pædagoger og alkoholbehandlere kan være fornuftigt. Samarbejdet kan også være en måde at forbedre den forebyggende indsats, og en måde at skabe et beredskab.

Pædagoger kan for eksempel samarbejde med behandlere i forbindelse med afklaring af, hvorvidt der i konkrete tilfælde er tale om storforbrug eller et egentligt misbrug. Behandlerne kan også give gode råd om hvordan du bedst håndterer relationen til specifikke misbrugere. For at forbedre det generelle vidensniveau og beredskab kan behandlerne desuden undervise pædagoger om alkoholrelaterede emner.

Skab formaliserede samarbejdsaftaler

Behandlingsinstitutionerne har 'kunder nok i butikken', og den relativt lille gruppe af misbrugere med udviklingshæmning kan derfor nemt blive en nedprioriteret gruppe. 

For at sikre at misbrugere med udviklingshæmning har lige muligheder for en kvalificeret forebyggelses- og behandlingsindsats, kan kommunen understøtte etableringen af forpligtende samarbejdsfora på tværs af sektorer og faggrænser. Samarbejdsaftaler og tværfaglige netværk kan være et led i en sådan formel organisatorisk forankring.

En samarbejdsaftale mellem kommunens handicapafdeling/socialforvaltning og misbrugscentret kan medvirke til at placere ansvar og styrke sektoransvaret. Aftalen tydeliggør ansvarsfordeling og handleforpligtelse, men kan også være rammen om lokale uddannelses- og udviklingsaktiviteter i et fagligt netværk. I et lokalt tværfagligt netværk skabes der mulighed for at udveksle erfaringer, etiske diskussioner, supervision på anonymiserede enkeltsager mv.

Motiverende samtaler, kontraktbehandling og gruppebehandling er behandlingsformer, der har fungeret godt for udviklingshæmmede med alkoholproblemer.

Personer med udviklingshæming og alvorlige misbrugsproblemer kan få stor gavn af en behandlingsindsats, hvor en professionel alkoholbehandler medvirker. Men behandlingsmetoderne skal tilpasses den enkeltes kognitive og kommunikative niveau. Især synes en tilpasset udgave af motiverende samtaler, kontraktbehandling og gruppesamtaler at give gode resultater. 

Motiverende samtaler

Motiverende samtaler anvendes primært i starten af et behandlingsforløb, hvor patienten er ambivalent omkring en ændring af sine alkoholvaner. Samtalen tager udgangspunkt i misbrugerens situation og styres af, hvad han eller hun selv komme rind på. Formålet er at motivere og stimulere patienten til at overveje dilemmaet mellem faktisk og ønsket adfærd. Derved skabes grundlag for, at misbrugeren selv træffer en beslutning om at gennemføre ændringer af adfærd. 

Nogle mennesker med udviklingshæming vil kunne drage nytte af motiverende samtaler med en misbrugsbehandler. Der er flere vigtige fordele ved at inddrage misbrugsbehandleren i de motiverende samtaler. For det første har behandleren omfattende erfaring med sådanne samtaler. For det andet er misbrugsbehandleren ikke en del af de daglige relationer og handlingsmønstre mellem pædagogen og den udviklingshæmmede. 

Kontraktbehandling

I kontraktbehandling opstiller man i fællesskab med behandleren nogle klare mål. Man beskriver den adfærd, der forventes af både behandleren og patienten. Misbrugeren er selv med til at udforme og fastlægge behandlingen, og er ansvarlig for, at det aftalte behandlingsforløb bliver overholdt.

Der udarbejdes en skriftlig kontrakt, som gør det lettere at strukturere og fastholde behandlingsforløbet. Formålet er at skabe et godt samarbejde, der involverer og virker selvmotiverende. Metoden kan tillige være en hjælp for pædagogen til at fastholde fokus på den udviklingshæmmedes selvmotivering frem for på kontrol.

Gruppebehandling

I gruppebehandling sammensættes en mindre gruppe patienter under ledelse af en alkoholbehandler. Den enkelte patient har i gruppen mulighed for at spejle sig i andres erfaringer og for at møde mennesker, som befinder sig i samme situation som dem selv. Gruppens medlemmer støtter hinanden gensidigt, og alkoholbehandleren understøtter dialogen i gruppen. En af forudsætningerne for en velfungerende gruppebehandling er, at patienten er indstillet på at lytte til andre - og at fortælle om egne 'sejre og nederlag'. 

Et vigtigt element i behandlingen er at fokusere og holde fast i de små fremskridt. Den enkelte deltager har mulighed for at byde ind med egne historier/episoder, som han vil dele med de andre. Gruppen fungerer som et reflekterende team, der lytter og efterfølgende kommer med andre bud på, hvad de hørte og fortalte. Den enkelte får herved mulighed for, at 'tage sig selv med'. Måske kan de nikke genkendende og sige: 'Det har jeg oplevet, og jeg gjorde sådan og sådan'. 

Nogle professionelle er skeptiske over for, om mennesker med udviklingshæmning kan profitere af gruppeterapi, fordi de kan have svært ved at reflektere over egne og andres oplevelser. Erfaringer peger på, at gruppeterapi kan fungere, særlig med en meget konkret tilgang, som gør det nemmere at reflektere over misbrugets fysiske, psykiske og sociale konsekvenser. Når gruppen undervises i alkoholens konsekvenser, fik deltageren fx mulighed for at måle blodtryk og puste i et alkometer for bedre at forstå, hvad alkoholen gør ved kroppen. 

Her kan du læse om tre behandlingsforløb, hvor der anvendes motiverende samtaler, kontraktbehandling og gruppeterapi.

Motiverende samtaler

Anne er en kvinde på 38, som bor i egen bolig, men modtager socialpædagogisk bistand fra kommunens hjemmevejlederkorps. Anne har haft et alkoholmisbrug igennem flere år med daglig indtagelse af store mængder øl suppleret med snaps og Gammel Dansk. Misbruget resulterede i, at samlivet med kæresten gennem mange år ophørte. I første omgang blev Anne afvist i misbrugscentret på grund af, at hun var udviklingshæmmet. Men hun ville gerne have hjælp og tog derfor imod tilbuddet, da hun fik chancen via udviklingsprojektet.

Behandlingsindsatsen har bestået af samtaler i Annes hjem. Samtalerne har haft til formål at forebygge tilbagefald og fastholde Annes motivation. I behandlingen har der været arbejdet med mestringsstrategier og håndtering af situationer, hvor der er en høj risiko for, at Anne falder tilbage i misbrug. Annes hjemmevejleder deltog i behandlingsforløbet sammen med Anne. Hjemmevejlederen fungerede som tolk og formidler mellem Anne og alkoholbehandleren i de situationer, hvor der opstod usikkerhed i kommunikationen.

Hjemmevejlederen gjorde undervejs alkoholbehandleren opmærksom på, når hun gik for hurtigt frem eller stillede for mange valgmuligheder op for Anne. Alkoholbehandleren fik ved hjælp af åbne spørgsmål Anne til at redegøre for sine overvejelser vedrørende alkoholforbruget. På baggrund af disse indgik Anne i aftaler om alkoholindtagelsen, dvs. antal genstande hun højst måtte drikke om ugen: højst to genstande, ingen stærk spiritus osv.

Efter forløbet drikker Anne nu kontrolleret uden brug af antabus. Hun synes, at forløbet har hjulpet hende med at styre sit alkoholforbrug, men hun er opmærksom på risikoen for 'at falde i'. Hun drikker sig dog stadig beruset i ferier, men er totalt alkoholfri i en periode herefter for at få styr på trangen igen. Inddragelsen af alkoholbehandleren har betydet, at hjemmevejlederen har kunnet koncentrere sig om sin rolle som hjemmevejleder. Anne skal nu ikke stå til regnskab eller kontrolleres af hjemmevejlederen.

Kontraktbehandling

Arne er midt i 30'erne og bor i bofællesskab sammen med 5 andre udviklingshæmmede. Arne kom i behandling på grund af et massivt alkoholmisbrug med drukture af op til otte måneders varighed. Arne drak helt op til 30 øl dagligt. Årsagen til, at Arne kom i behandling, var en indlæggelse på hospitalet med betændelse i bugspytkirtelen forårsaget af alkoholmisbruget.

På hospitalet fik Arne at vide, at han ikke kunne tåle alkohol, og at et fortsat misbrug kunne få fatale konsekvenser. På den baggrund var Arne på antabus i 7 måneder uden alkoholindtagelse. Men da Arne ønskede at kunne drikke kontrolleret, indvilligede han i at lave en plan i samarbejde med pædagogerne i bofællesskabet og alkoholbehandleren. 

Behandlingsforløbet blev indledt med samtaler mellem alkoholbehandleren og Arne. Formålet var at motivere Arne for behandling og skabe tillid og kontakt mellem Arne og alkoholbehandleren. Arne blev desuden undervist i, hvilke skader et stort alkoholforbrug kan give på krop og psyke. Som led i motivationen talte behandleren med Arne om, hvilke fordele og ulemper der efter hans opfattelse var forbundet med at drikke. Behandleren brugte de indledende samtaler til at tilpasse kommunikationen efter Arnes kognitive niveau. Pædagoger fra bofællesskabet deltog for at støtte Arne i behandlingsforløbet. 

Behandlingsformen var ved begyndelsen støttende samtaler med udgangspunkt i, hvad Arne selv gerne ville tale om. Det viste sig imidlertid snart, at han havde behov for et mere struktureret forløb. Derefter gik man over til kontraktbehandling. Der blev indgået en skriftlig kontakt mellem Arne og behandleren. I kontrakten blev det beskrevet, hvornår Arne må indtage alkohol og i hvilke mængder. Kontrakten blev fulgt op af samtaler mellem Arne og alkoholbehandleren. Efterfølgende blev kontrakten understøttet af pædagogerne i Arnes bofællesskab.

Det var Arnes mål at kunne styre sit alkoholforbrug, men dette viste sig ikke at være realistisk. Omvendt var Arne ikke indstillet på at holde op med at drikke, selvom behandler og pædagoger fandt det tilrådeligt. Da kontrakten blev indgået, var det nødvendigt at tage hensyn til, hvor langt Arne selv ønskede at gå. Ellers var der fare for, at Arne helt ville forlade behandlingen og begynde at drikke som hidtil. På den baggrund blev der indgået en aftale, hvor målet var at reducere Arnes misbrug mest muligt. Arnes forbrug blev begrænset til en antabus-fri weekend ca. hver anden måned, hvor han så kan drikke 3-4 øl. Det fælles mål, som det var muligt at blive enig med Arne om, var således noget, som kan karakteriseres som skadesreduktion. 

Selv om det ikke lykkedes for Arne at stoppe med at drikke, har behandlingsindsatsen medvirket til, at han har opnået en erkendelse af sit alkoholproblem. Arnes erkendelse gør det lettere for pædagogerne at motivere til behandling og vejlede ham om hensigtsmæssig adfærd i sociale sammenhænge.

Det er både blevet nemmere for Arne og for pædagogerne at håndtere alkoholmisbruget i kraft af samarbejdet med misbrugscentret om behandlingen.

Gruppeterapi

Ole, Hans, Bjarne og Niels bor i hver sin egen lejlighed med pædagogisk støtte. De har alle haft et flerårigt misbrug af alkohol. Både Ole og Niels kender til at have abstinenser. De har alle fire i perioder haft et forbrug af hash. Ole, Niels og Hans har alle tidligere prøvet at være på antabus, med mere eller mindre god effekt. De har alle et ønske om at kunne drikke engang imellem (normalt).

Til oprettelsen af gruppen blev der tilknyttet 2 alkoholbehandlere fra misbrugscentret og 2 pædagoger fra støttecentret. Gruppen mødes to timer hver anden uge. Mødet starter med at alle fortæller, hvordan det er gået siden sidst. Der sættes fokus på det, der er gået godt. Tilgangen er systematisk, og der tages afsæt i tilpassede metoder fra det almindelige alkoholbehandlingstilbud. I starten bedes gruppen om at bedømme, hvor de i øjeblikket befinder sig i forhold til deres alkoholmisbrug på en skala fra 1 til 10.

Herudover arbejdes der samtaleterapeutisk og sundhedsrelateret med emner som fysiske og psykiske skader forårsaget af alkohol, medicinsk behandling og hvad det indebærer - antabus, afrusning evt. antidepressiv medicin - kost, fordele og ulemper ved alkohol, økonomi, netværk (familie, relationer), tilbagefaldsstrategier, ændring af vaner. Der anvendes billedmateriale, overheads og udstyr som blodtryksmåler og alkometer. Samtalen støttes med mange billeder og hyppige gentagelser. Der laves løbende paralleller til den enkelte patients personlige historie og til emner, som tidligere har været oppe i gruppen.

Gruppen er lige så forskellig som enhver anden gruppe. Under forløbet har Ole valgt ikke at være på antabus og har i en periode på et halvt år haft en planlagt fest, hvor han måtte drikke. Hans har været på antabus i en lang periode og har ikke haft tilbagefald. Niels har haft hyppige tilbagefald og forsøgt antabus i en kort periode. Bjarne er ikke så langt henne i forløbet som de andre, men er nået frem til et ønske om længere tids afholdenhed (ca. 2 måneder).

Afrusning er en betegnelse, som anvendes om indsatser, der udelukkende har til hensigt at bringe misbrugeren ud af den akutte afhængighed. Der er ikke tale om behandling, men om støtte til en egentlig behandlingsindsats.

Antabus

Antabus er ikke behandling. Det fjerner ikke trangen til alkohol, men kan være en hjælp til, at man kan holde sig ædru. Antabus virker ved, at den hæmmer den videre nedbrydning af et af alkoholens nedbrydningsprodukter. Stoffet ethanal ophobes i hjernen og giver anledning til et voldsomt ubehag, hvis man indtager alkohol: hovedpine, hjertebanken, kvalme, opkastninger, røde pletter og varmefornemmelser i huden.

Antabus kan især være en god idé som støtte til personen med udviklingshæmnings bestræbelser på at forblive ædru, mens der samtidigt arbejdes med andre behandlingsformer eller andre måder at motivere personen til at lade være med at drikke.