Recovery og psykosocial rehabilitering

Kommunerne har igennem flere år været i gang med en omstillingsproces af indsatserne i forhold til mennesker med psykiske vanskeligheder. Fokus er på at udvikle en praksis, der understøtter den enkeltes recoveryproces og som undgår at fastholde mennesker i afhængighed af professionelle støttesystemer.

Recovery handler om at komme sig fra psykiske vanskeligheder og overvinde de sociale følgevirkninger, det kan medføre for mange af de borgere, som får alvorlige psykiske vanskeligheder. En ofte anvendt definition af recovery er, at det er:

”en dybt personlig, unik forandringsproces med hensyn til ens holdninger, værdier og mål, færdigheder og/eller roller. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på præget af håb og aktiv medvirken selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom. Recovery indebærer udvikling af ny mening og nyt formål i ens liv” (William Anthony, Boston Universitet, 1993).

I nyere engelsk forskning om recovery lægges der vægt på, at:

”recovery handler om at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, sådan som personerne selv definerer det, med eller uden symptomer og problemer, som kan komme og gå” (Mike Slade m.fl., ImRoc, 2008).

Fælles for de to definitoner er deres fokus på den enkeltes proces frem mod et personligt defineret godt liv.

Læs mere om recovery – herunder recoveryunderstøttende indsatser på Social- og Boligstyrelsens vidensportal (nyt vindue åbner)

Recoverybegrebet

Recovery kan defineres på forskellige måder og niveauer. Borgere med psykiske vanskeligheder kan fx komme sig helt eller delvist og komme sig som led i en personlig proces med et genskabt håb og en positiv identitet. Disse niveauer i recovery kan beskrives ud fra to typer perspektiver: Et udefra- og et indefra-perspektiv.

Recovery i et udefra-perspektiv:

I et udefra-perspektiv vurderes recovery i forhold til, om borgeren er kommet sig helt eller delvist:

• At komme sig helt kaldes også klinisk recovery, hvor fokus er på symptomer og symptomfrihed.

• At komme sig delvist kaldes også social recovery, hvor fokus er på borgerens funktionsniveau fx evne til at deltage i arbejde eller uddannelse på trods af symptomer.

Recovery i et indefra-perspektiv:

Personlig recovery vurderes fra et indefra-perspektiv, hvor det er borgeren selv, der definerer sin recovery. Her handler det om at komme sig på en måde, så borgeren indgår i et velfungerede og personligt tilfredsstillende liv – også selvom borgeren fortsat har symptomer.
Denne definition lægger sig tæt op af overstående definitioner af William Anthony (1993) og Mike Slade (2008).

I forskning af recovery har man en længere tradition for at opstille observerbare måleindikatorer for recovery, når man vil beskrive recovery. Disse kan have fokus på ’klinisk recovery’, som ofte måles på symptomer, medicinforbrug og indlæggelsesmønster, og på ’social recovery’ som måles i forhold til personens sociale funktionsniveau (arbejde, kontakt til familie og venner mm). Forskningen viser, at en betydelig andel af dem, der får skizofreni eller bipolar lidelse kommer sig igen. Ca. 25 pct. kommer sig i klinisk forstand, mens ca. 35 pct. kommer sig socialt. Recoveryforskningen har således bidraget til at nuancere forståelsen af alvorlige psykiske vanskeligheder som kroniske tilstande.

Ved fokus på det personlige perspektiv, lægges der i stedet vægt på at undersøge de mange forskellige måder, recovery finder sted på – blandt andet gennem studier af personlige recoveryfortællinger.

Faktorer der understøtter recovery

Recovery kan ikke tilbydes som en indsats, men som en proces, som de fagprofessionelle kan støtte borgeren i. Det er en proces, som finder sted i det liv, man lever, og hvor både den enkelte selv og omgivelserne spiller en central rolle. Det er meget forskelligt, hvordan mennesker kommer sig, men det involverer som minimum en personlig indsats og en social proces, hvor ens livsmuligheder og måde at være i verden på forandrer sig. Oftest er denne proces ikke kun fremadskridende, men rummer både fremgang og tilbageskridt.

En sammenfattende forskningsoversigt fra 2011 peger på følgende betydningsfulde og fremmende tværgående elementer for recovery-processer. Elementerne har fået betegnelsen CHIME, der dækker over: Connection, Hope, Identity, Meaning and Empowerment. I det følgende præsenteres disse nærmere:

• Forbundethed
Forbundethed opnås ved at indgå i sociale relationer og fællesskaber samt ved at få social støtte af ligesindede, professionelle og netværk.

• Håb og fremtidsoptimisme
En positiv tænkning med fokus på håb, drømme og fremtidsoptimisme fx ved at tro på muligheden for at komme sig, at være motiveret for forandring, værdsætte succesoplevelser samt at være i relationer, som giver håb.

• Identitet
Mulighed for at (gen)opbygge og redefinere en positiv identitet og overvinde stigmatisering.

• Mening
Mening indebærer muligheden for at (gen)finde meningen med livet og med de oplevelser, som har været præget af de psykiske vanskeligheder. Mening med livet handler også om oplevelse af livskvalitet, sociale roller og mål samt spiritualitet.

• Empowerment
Empowerment indebærer at genvinde magten og kontrollen over eget liv, med afsæt i egne ressourcer og støtte fra ligestillede

Når den fagprofessionelle arbejder med at understøtte borgerens personlige recovery, er elementerne i CHIME vigtige at forholde sig til og integrere i arbejdet, fx når den fagprofessionelle skal støtte op om borgerens udvikling af en positiv identitet, troen på og håbet for fremtiden samt empowerment.

Mere om recovery og psykosocial rehabilitering

Recovery er en proces, der sker i hverdagen, mens man lever livet, og som ses, opleves og virker indefra. Den kan ikke igangsættes eller styres udefra, men kan og bør anerkendes og opmuntres af omgivelserne. De professionelle indsatser, hvori borgeren indgår spiller en vigtig rolle, her har medarbejderne en væsentlig rolle og kan enten medvirke til at hæmme eller fremme recovery, igennem den måde, de møder den enkelte på. Derfor kan man tale om recovery-orienterede eller recovery-understøttende indsatser. Ofte tales der også om psykosocial rehabilitering, som med afsæt i forskningen på området kan defineres som et helhedsorienteret, koordineret, målrettet og tidsbestemt samarbejde mellem en person og fagfolk, netværk og civilsamfund om en proces, der har til formål at understøtte personens recovery.

Psykosocial rehabilitering bidrager aktivt til at understøtte de faktorer for recovery, der er beskrevet ovenfor, for i psykosocial rehabilitering:

• Fremmer man medborgerskab og støtter den enkelte i at få et meningsfuldt liv i samfundslivets fællesskaber.

• Arbejder man med udvikling af organiseringen af indsatsen, så de enkelte tilbuds ledelse, kultur og rammer gør det muligt at understøtte recovery.

• Er man lydhør og loyal overfor personens egne ønsker og mål for sit liv og aktivt arbejder for at give støtte, håb og inspiration på vejen imod dem.

• Vægter man udvikling af stærke og ligeværdige samarbejdsrelationer med den enkelte og vedkommendes netværk.

Litteratur

Conceptual framework for personal recovery in Mental Health: "Systematic Review and Narrative synthesis". British Journal of Psychiatry
Eplov et al, 2013: "Psykiatrisk og psykosocial Rehabilitering – en recoveryorienteret tilgang". Munksgaard, 2010
Leamy, Mary et al. (2011): "Conceptual framework for personal recovery in mental health: systematic review and narrative synthesis"
“Recovery from psychotic illness: a 15 and 25-year follow up study”. British Journal of Psychiatry
Recoveryorienterede praksisser – en systematisk vidensopsamling. NAPHA og Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering
Slade, Mike & Eleanor Longden (2015): "The empirical evidence about mental health and recovery: how likely, how long, what helps"?
Slade, Mike (2013): "100 ways to support recovery - A guide for mental health professionals"
Topor, M. Borg et al. (2011): "Not Just An Individual Journey: Social Aspects Of Recovery"
"Uses and abuses of recovery: implementing recovery-oriented practices in mental health systems". World Psychiatry
"What Does Recovery Mean in Practice? A Qualitative Analysis of International Recovery-Oriented Practice Guidance”. Psychiatric Services