Definitioner og kriterier

WHOs diagnoseliste, ICD-10, definerer udviklingshæmning som: "En tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder".

I ICD-10 bliver udviklingshæmning inddelt i fire sværhedsgrader:

  • Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet.
  • Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare personlige fornødenheder. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet.
  • Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
  • Sværeste grad: IQ-område under 20. Kan ikke klare fornødenheder, kontinens, kommunikation eller mobilitet. Kræver vedvarende pleje.

Den amerikanske diagnoseliste (DSM-III) opstiller følgende kriterier for udviklingshæmning:

  • A: Væsentlig nedsat generel intellektuel funktion: IQ 70 eller lavere ved individuel IQ-test. For spæd- eller småbørn, hvor der ikke kan beregnes testværdi, bygger diagnosen på klinisk skøn.
  • B: Der er samtidig manglende eller forstyrret evne til at tilpasse sig omgivelserne, alderen taget i betragtning.
  • C: Debut før 18-års alderen.
Sidst opdateret 15/04 2015