Undervisning i regler om brug af magt praksis

Undervisningsmaterialet "Brug af magt – regler i praksis" henvender sig til fagpersoner. De 4 moduler i materialet giver mulighed for at tilegne sig viden om reglerne og reflektere over egen praksis i forhold til at forebygge, håndtere og lære af situationer med magtanvendelse. Det kan foregå på egen hånd, i personalegruppen eller på uddannelsen.

I omsorgen for voksne med nedsat psykisk funktionsevne kan du stå over for udfordringer og dilemmaer, der kræver, at du griber ind for at sikre borgerens værdighed, tryghed og hensynet til andre.

Her er det afgørende, at du kender til servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i retten til selv at bestemme - ligesom at du, på din arbejdsplads, skal vide, hvad du kan gøre for at forebygge, håndtere og lære af situationer, hvor det er nødvendigt at bruge magt.

Få konkret viden og lær at forebygge brugen af magt

Undervisningsmaterialet "Brug af magt – regler i praksis" er til ledere, medarbejdere og studerende, der arbejder med voksne med nedsat psykisk funktionsevne på fx botilbud, plejecentre, dagtilbud eller i borgerens eget hjem.

Undervisningsmaterialet giver konkret viden om reglerne og mulighed for, at du kan reflektere over, hvordan du kan forebygge, håndtere og lære af magtanvendelse i praksis. Du kan bruge undervisningsmaterialet til såvel individuel læring som i fælles læreprocesser, fx i en personalegruppe eller på en uddannelsesinstitution.

Undervisningsmaterialets indhold

Undervisningsmaterialet består af 4 moduler og 1 materialeoversigt. Til hvert modul er der tilknyttet film og refleksionsspørgsmål. Du kan også teste din viden i quizzer.

Modul 1: Centrale principper i magtanvendelsesreglerne og forebyggende praksis

Få kendskab til centrale principper, som man skal overholde ved brug af magt, og få viden om, hvordan I kan forebygge magtanvendelse.

Modul 2: Magtanvendelsesreglernes formål, målgruppe og indhold

Få kendskab til magtanvendelsesreglernes formål og målgruppe og et overblik over de enkelte regler.

Modul 3: Cases - refleksion og drøftelse

Se film med cases og information om regler, der kan være relevante i forhold til disse cases. Brug også jeres egne cases som udgangspunkt for refleksion og drøftelse af, hvordan man kan handle i praksis ud fra reglerne om brug af magt.

Modul 4: Møde med borgere og pårørende

Se forslag til, hvordan I kan orientere og inddrage borgere og pårørende i arbejdet med at forebygge, håndtere og lære af magtanvendelse ved at holde et møde for borgere/pårørende. Modulet indeholder bl.a. en borgerrettet film om magtanvendelsesreglerne, der kan vises med mødet og danne udgangspunkt for dialog. 

Materialeoversigt

Materialeoversigten indeholder en samling af materialer og kilder, der indgår i undervisningsmaterialet.

Du kan bruge undervisningsmaterialet "Brug af magt – regler i praksis" både individuelt og i grupper. 

Du kan selv tilegne dig viden ved at læse materialet, se filmene, reflektere over spørgsmålene til filmene og prøve quizzerne. 

Eller du kan, sammen med dine kolleger, bruge undervisningsmaterialet til fælles læring i personalegruppen eller på uddannelsen, hvis du er studerende. Der vil her være mulighed for, i fællesskab, at reflektere over mulige handlinger, og hvordan man på det enkelte tilbud kan håndtere og forebygge magtanvendelse. 

Film

Filmene, der indgår i undervisningsmaterialet, kan vises på fx på et personalemøde som en fælles introduktion til reglerne om brug af magt.

Tænk nu over...

De tilhørende refleksionsspørgsmål kan desuden bruges som oplæg til drøftelser, enten i plenum eller i grupper.

Du har også mulighed for, med udgangspunkt i filmene, at arbejde med cases fra enten et botilbud eller et plejecenter og at bruge refleksionsspørgsmål til at drøfte egne cases – i de situationer, som I oplever som udfordrende i dagligdagen hos jer. 

Deltagerne kan, inden fx et personalemøde, have læst om magtanvendelsesreglerne i dette undervisningsmateriale eller i håndbogen til fagpersoner, "Regler om brug af magt over for voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne". 

Quiz

Du kan også bruge de tilhørende quizzer på fx et personalemøde. Ved at indsætte quizspørgsmålene i et internetbaseret quizprogram (der er forskellige gratistjenester på nettet, hvor man kan oprette sine egne quizzer, fx Kahoot!), hvor deltagerne kan svare via deres mobiltelefon, og hvor svarene kan ses med det samme, kan I, i fællesskab, på en sjov måde, repetere væsentlige pointer, og få et billede af, om I har opnået viden om de centrale pointer.

Fx kan I inddele deltagerne i hold, hvor hvert hold svarer på spørgsmålene i en konkurrence med de andre hold, og hvor det gælder om at få flest rigtige. Ved at bruge en projektor kan svarene vises, så alle kan se, hvad svaret er, og hvem der har svaret rigtigt.