Hvad er Signs of Safety?

Signs of Safety er et redskab, der kan vurdere tegn på fare og sikkerhed for barnet i børnesager.

Signs of Safety er en metode, der anvendes i børnesager. Metoden har et overordnet mål om at skabe samarbejde og partnerskab med familien om en løsning, der kan skabe sikkerhed og trivsel for barnet. Sikkerhed betyder her en tilstand, hvor bekymringen for barnets sikkerhed og trivsel er minimeret eller ikke er til stede længere.

Signs of Safety er et konkret redskab, der kan anvendes til at foretage risikovurderinger i børnesager og vurdere tegn på fare og tegn på sikkerhed. I metoden rettes fokus mod de forhold omkring et barn eller en familie, hvor der er undtagelser fra de bekymringer, der i øvrigt måtte være. Det vil sige, at metoden har fokus på beskyttelsesfaktorer og på at skabe grundlag for en balanceret risikovurdering af barnet og familien.

Signs of Safety blev udviklet i Australien i 1990’erne af socialarbejder og korttidsterapeut Andrew Turnell og af Steve Edwards, som er praktiker fra arbejdet med beskyttelse af udsatte børn. Signs of Safety har været anvendt i Danmark siden 2006.

Metoden er grundigt beskrevet på Vidensportalen på det sociale område. 

Beskrivelse af Signs of Safety på Vidensportalen.dk (åbner nyt vindue)

Sidst opdateret 15/12 2015