Er du ansat på bosted for voksne med handicap?

Har du mistanke om, at en person, der bor på botilbud, bliver udsat for vold? Som udgangspunkt skal du handle på samme måde, som hvis personen boede i eget hjem.

Derfor er det altid relevant at læse om, hvordan du kan handle i de fire faser, en voldsudsat gennemgår.

Gode råd til mødet med den voldsudsatte 

Som fagperson og eventuelt støtteperson på et botilbud er det også vigtigt, at du:

  • forholder dig til, hvordan du ville handle, hvis borgeren ikke havde et handicap. Ved at handle som du ville gøre i andre situationer med vold i familien, sikrer du bedst den voldsudsatte og voldsudøveren.
  • sikrer dig, at den voldsudsatte skærmes for en eventuel voldsudøver i botilbuddet, hvis ikke det er muligt at få en midlertidig bolig andetsteds eller komme på krisecenter med handicapadgang.
  • er opmærksom på de forskellige faser – fra at volden forekommer over brud til stabilisering.
  • kontakter støttetilbud for voldsudsatte, hvis den voldsudsatte er udviklingshæmmet. Du kan i de tilfælde undersøge, om det konkrete tilbud er egnet til at modtage voldsudsatte udviklingshæmmede.
  • sikrer dig, at en person med handicap, som udøver vold, har den samme retssikkerhed som andre borgere - for eksempel tilbud om professionel behandling eller politianmeldelse af voldsudøveren. 
  • ikke selv forsøger at klare problemerne på botilbuddet og eksempelvis undlader at sørge for, at voldsudøveren flyttes til en anden bolig eller anden beskæftigelse. 
  • i sådanne tilfælde er det svært for voldsudøveren at få den retssikkerhed, som andre får.

Krisecentre med handicapadgang (LOKK)

Oversigt over tilbud til voldsudsatte og voldsudøvere (Lev Uden Vold)

Specialiseret rådgivning

Voksne, der er udsat for vold, kan ringe til Lev Uden Volds døgnåbne hotline og få specialiseret rådgivning om vold i familien.

Lev Uden Volds nationale hotline (Lev Uden Vold)

Fagpersoner kan få gratis rådgivning fra VISO, hvis botilbuddet har behov for supplerende ekspertise, viden og erfaring og/ eller nærmere udredning i særligt komplicerede sager.

Gratis rådgivning til fagfolk fra VISO 

Senest opdateret 04-05-2021