19/05 2016

Konference: Frivillighed 2016

Hvordan sikres det gode samarbejde mellem kommunen og de frivillige? Det sætter årets Frivillighedskonference fokus på. Vær med 15. september i Vejen og hør om de seneste tiltag og erfaringer.

Samarbejdet mellem frivillige, civilsamfundet og landets kommuner er inde i en rivende udvikling i disse år. Konferencen ”Frivillighed 2016 – velfærdssamarbejde under forandring” samler nogle af trådene og tegner perspektiverne for frivillighed og social velfærd i fremtiden: 

Hvilke nye arbejds- eller organiseringsformer fremmer samskabelse og øger kvaliteten for borgerne? Hvilke omstillinger skal kommunale medarbejdere og ledere være parate til? Hvilken viden har vi på området, og hvilke projekter peger fremad?

Deltag i årets store frivillighedskonference, som Socialstyrelsen arrangerer i samarbejde med COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling) og Center for Frivilligt Socialt Arbejde, og hør mere om seneste tiltag og erfaringer i samarbejdet. 

Sidste år havde konferencen 280 deltagere. Nu tager vi skridtet videre og gør konferencen til en årlig tilbagevendende begivenhed for kommuner og regioner, der interesserer sig for samarbejde med frivillige. 

Praktiske oplysninger

Konferencen afholdes i Vejen Idrætscenter 15. september. Der er tilmeldingsfrist 18. august. Pris: 1.900 kr. (eks. moms)

Målgruppen er primært kommunale fagpersoner og ledere, der arbejder med frivillighed og civilsamfund.

Sidst opdateret 28/11 2016