Hvad er indbyrdes vold?

Indbyrdes vold er vold mellem to parter i et parforhold. Indbyrdes vold kan være offensiv eller defensiv.

Vold i parforhold findes i mange former. Både kvinder og mænd udsætter således deres partnere for vold, om end omfanget af vold mod kvinder er større end omfanget af vold mod mænd.

Når begge parter i et parforhold udsætter hinanden for vold, kan det betegnes som indbyrdes vold. Det kan være fx fysisk, psykisk, økonomisk eller seksuel vold.

Den indbyrdes vold kan i nogle parforhold være udtryk for, at den ene part udøver vold, og den anden part forsvarer sig mod volden. Når man taler om indbyrdes vold, er det derfor vigtigt at være opmærksom på konteksten. Hvem startede volden, hvad er omfanget af volden hos hver af parterne i forholdet, og hvad er motivationen for volden. Drejer volden sig om at kontrollere den anden part eller fx om at stoppe partneren fra at udøve vold mod børn i familien eller om at afværge vold mod sig selv ved at skubbe partneren væk. Når begge parter i et forhold udøver vold, kan der således være tale om både offensiv eller defensiv vold.

Kilder:

’Vold og seksuelle krænkelser’ (Statens Institut for Folkesundhed, 2018)

’A typology of domestic violence’ (Johnson, 2008)

’Longitudinal model predicting mutual partner violence among white, black, and Hispanic couples in the United States General population’ (Field & Caetano, Violence and Victims, Volume 20, Number 4, October 2005)

”Gender symmetry” in Domestic Violence. A substantive and methodological research review’ (Kimmel, Violence against women, vol. 8 No 11, Nov. 2002, 1332-1363)

Senest opdateret 07-08-2019