Hjemløshed

Mange socialt udsatte grønlændere bliver hjemløse. I landets største byer, København og Aarhus, er der lavet særlige indsatser til målgruppen i form af opsøgende teams. Hovedstaden arbejder også med forebyggende boligsocialt arbejde.

Misbrug og andre sociale problemer kan gøre det svært at fastholde en bolig. Det kan eksempelvis gøre det svært at huske at betale eller have råd til husleje eller udfordrende at overholde den husorden, der er i ejendommen. Det fører til udsættelser, og derfor ender mange udsatte grønlændere som hjemløse. 

Andre er måske nytilflyttere og får aldrig registreret sig rigtigt i det danske system, når de kommer til Danmark. I stedet for at få hjælp
til at finde en bolig, sover de på gaden, herberger eller på en sofa hos venner og bekendte.

Opsøgende teams
I Aarhus og København er der etableret indsatser målrettet udsatte grønlændere, der er i risiko for at blive gadehjemløse. Der er etableret opsøgende gadeteams, der har til opgave at spotte nye ansigter i miljøet omkring de udsatte grønlændere.

I Københavns nordvestkvarter er der etableret et samarbejde med Morgencaféen, et værested for socialt udsatte, der har mange grønlændere tilknyttet. Medarbejderne fra Morgencaféen kontakter
relationsmedarbejderen fra Københavns Kommune, når de ser nye ansigter.

Relationsmedarbejderen koordinerer herudover med medarbejdere fra Det Grønlandske Hus og Nappiffik (Kofoeds Skole), som også kommer regelmæssigt i caféen. På den måde skabes der overblik over de senest ankomne, der måske nu lever som sofasovere, men som kan være i risiko for at ende som gadehjemløse.

I Aarhus er det opsøgende arbejde ligeledes koordineret mellem det kommunale Opsøgende Team, Kammak (Det Grønlandske Hus) og en boligsocial medarbejder, med formålet at hjælpe sofasovere videre i egen bolig og i gang med job eller uddannelse.

Det koordinerede opsøgende arbejde gør det muligt at opdage grønlændere i risiko for hjemløshed tidligere og at etablere en relation, inden de kommer i en udsat position. Samtidig er det muligt at påbegynde forebyggende arbejde med den enkelte borger.

Forebyggende boligsocial indsats

I København er der stor opmærksomhed på sofasovere. Dels fordi der er en væsentlig risiko for, at sofasoveren ender i et misbrugende miljø, der kan føre til social udsathed. Men også fordi indehaveren af boligen kan ende med at blive sat ud af lejligheden. 

Derfor er der etableret et samarbejde i Københavns sydvestkvarter, hvor varmemestrene i AKB, Hjemløseenheden, Voksenenhed Valby og Det Grønlandske Hus samarbejder om at forebygge udsættelser og hjælpe sofasovere i gang med at søge egen bolig. 

Den sociale vicevært i AKB tager kontakt til Voksenenhed Valby eller Hjemløseenheden, så snart der er bekymring for en beboer. Disse tager kontakt til borgeren sammen med Det Grønlandske
Hus, der laver opfølgning i boligen, efter det kommunale forløb er afsluttet.

Sidst opdateret 28/10 2016