Gå til indhold
Forside > Voksne > Hjemløshed > Housing First > Udbredelse af Housing First og anden social støtte

Udbredelse af Housing First og anden social støtte til mennesker i hjemløshed i Danmark

Ny undersøgelse vedrørende udbredelsen af Housing First i Danmark viser, at cirka otte procent af mennesker i hjemløshed modtager en Housing First-baseret indsats. En anden ny analyse viser samtidig, at 16 pct. modtager socialpædagogisk støtte i eget hjem to år efter hjemløsheden.

Housing First-tilgangen har vist sig effektiv til at støtte mennesker i hjemløshed til at komme i egen bolig og til efterfølgende opretholdelse af boligen. Tilgangen mangler dog fortsat udbredelse til en række af landets kommuner samt større anvendelse i de kommuner, der allerede arbejder med tilgangen. Nedenfor præsenteres to nye analyser af social støtte i eget hjem til mennesker efter hjemløshed, herunder udbredelsen af Housing First i Danmark.

Undersøgelse af udbredelsen af Housing First i Danmark

Socialstyrelsen har i 2021 foretaget en spørgeskemaundersøgelse af kommunernes indsats til mennesker i hjemløshed i perioden 1. juli 2019 til 30. juni 2020. Resultatet af undersøgelsen er baseret på 81 kommuners besvarelse af spørgeskemaet.

Undersøgelsen viser, at otte pct. af mennesker i hjemløshed har modtaget en Housing First-baseret indsats med en af de specialiserede støttemetoder, CTI, ICM eller ACT. Disse otte pct. er fordelt på 39 kommuner, der samlet repræsenterer 81 pct. af den hjemløshedspopulation, som spørgeskemaundersøgelsen dækker. Især CTI-metoden er udbredt blandt de 39 kommuner.

Det fremgår desuden af undersøgelsen, at en række kommuner i regi af Housing First-tilgangen har anvendt en anden form for social støtte efter servicelovens § 85 (socialpædagogisk støtte i eget hjem) i stedet for de specialiserede støttemetoder.

Undersøgelsen viser ikke, hvad ’anden form for social støtte efter servicelovens § 85’ dækker over, herunder fx hvor intensiv og fleksibel støtten er, samt hvorvidt indsatsen tilbydes mennesker i akut hjemløshed eller som forebyggelse af tilbagefald til hjemløshed.

Styrket implementering af Housing First – erfaringer fra danske kommuner

Analyse af mennesker, der tidligere har oplevet hjemløshed

Social- og Ældreministeriet har i 2021 foretaget en analyse af, hvad der sker med mennesker i hjemløshed i tiden efter hjemløsheden. Analysen baserer sig på nationale registerdata og data fra VIVEs kortlægning af hjemløshed. Mennesker i hjemløshed afgrænses således som personer, der er registreret som brugere af hjemløshedsboformer efter servicelovens § 110 i løbet af året, eller som er talt med i VIVEs kortlægning af hjemløshed i uge 6 i året.

Analysen viser bl.a., at blandt de, der var registreret i hjemløshed i 2017, var størstedelen, 71 pct., ude af hjemløshed igen i 2019. I analysen ses der endvidere nærmere på de 71 pct., der var i hjemløshed i 2017, som i 2019 ser ud til at være kommet midlertidigt eller varigt ud af hjemløsheden. Konkret undersøges det, hvordan deres brug af offentlige ydelser ser ud to år efter, at de var i hjemløshed. Her fremgår det, at 16 pct. af de, der tidligere var i hjemløshed, modtog socialpædagogisk støtte i eget hjem, jf. servicelovens § 85, to år efter hjemløsheden. Både hjemløshedssituation, køn, alder og uddannelse vises endvidere at have betydning for, hvilken livssituation man befinder sig i efter hjemløsheden, når det gælder forsørgelsesgrundlag, og om man modtager sociale indsatser.

Analysens datagrundlag giver ikke mulighed for at se på det nærmere indhold af de sociale indsatser, herunder om borgeren har modtaget en Housing First-baseret indsats. Ligeledes kan det ikke udledes af analysen, om selve hjemløshedssituationen var udslagsgivende for tildelingen af den socialpædagogiske støtte i eget hjem.

Velfærdspolitisk Analyse: Hvad sker der efter hjemløsheden? (Social- og Ældreministeriet)

Sidst opdateret 16/11 2021