Gå til indhold
Forside > Voksne > Senfølger efter seksuelle overgreb > Handlingsplan for indsats til borgere med senfølger

Handlingsplan for styrket indsats til borgere med senfølger efter seksuelle overgreb

Handlingsplanen på senfølgeområdet skal sikre, at voksne, der er blevet udsat for seksuelle overgreb som børn eller unge, får bedre hjælp. Socialstyrelsen står for at udmønte initiativerne i handlingsplanen, der bl.a. skal styrke samarbejdet mellem behandlingstilbuddene på området, opkvalificere medarbejdere i kommunerne, sikre et brugerperspektiv i initiativerne og støtte civilsamfundstilbuddene på senfølgeområdet.

Det kan kaste lange skygger ind i voksenlivet, hvis man som barn eller ung har været udsat for seksuelle overgreb. Mange udvikler forskellige former for senfølger, som kan have indgribende konsekvenser for den enkelte og skabe et behov for støtte og behandling i voksenlivet.

Handlingsplanen er sat i værk for at sikre voksne med senfølger en bedre og mere koordineret hjælp. Den indeholder en række initiativer, der sammen skal løfte indsatsen på området.

Socialstyrelsen står for at udmønte initiativerne i 2021 og 2022. Det sker i tæt samarbejde med forskellige samarbejdspartnere og leverandører.

Handlingsplanen kan hentes her.

I fold ud-gardinerne nedenfor kan du læse nærmere om de forskellige initiativer.

Fold alle teksterne ud eller ind

Samarbejdsfora på tværs af behandlingstilbud

Et centralt initiativ i handlingsplanen handler om at skabe bedre koordination og sammenhæng i borgernes behandlingsindsatser. Der etableres derfor tre samarbejdsfora på tværs af Centre for Seksuelt Misbrugte og behandlingspsykiatrien. De tre samarbejdsfora skal tilvejebringe erfaringer med et styrket samarbejde, som vil kunne danne grundlag for eventuelle nye tiltag, der kan styrke behandlingen på landsplan.

Der er i efteråret 2021 etableret tre samarbejdsfora i henholdsvis region Hovedstaden, Syd og Midt, der opstiller mål for samarbejdet, som ved projektets afslutning evalueres og munder ud i en række anbefalinger til eventuelle yderligere tiltag, der kan styrke indsatsen på senfølgeområdet.

SPOR inddrages som tæt samarbejdspartner for at sikre, at brugerperspektivet afspejles i arbejdet. 

Socialstyrelsen er i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsen tovholder på samarbejdsinitiativet og varetager sekretariatsfunktionen.

Håndbog til fagprofessionelle

Socialstyrelsen vil som led i handlingsplanen udarbejde en håndbog, der skal støtte og vejlede kommunale medarbejdere i at opspore og møde voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.

Håndbogen skal fungere som et hjælpeværktøj, der kan tages i anvendelse af den enkelte fagprofessionelle før, under og efter det konkrete møde med borgere, der enten er mistanke eller viden om har senfølger. Håndbogen kommer til at indeholde viden, gode råd og inspiration til arbejdet med borgere med senfølger.

Håndbogen udgives i fjerde kvartal, 2022.

Film og podcast

Der er blevet udviklet to korte film, som sætter emnet på dagsordenen og formidler overordnet faglig viden om senfølger efter seksuelle overgreb.

Filmene findes her

Der er også udviklet tre podcastafsnit, som giver mulighed for fordybelse i nogle af de problemstillinger, som kan være på spil, når fagprofessionelle møder voksne, der kan have senfølger.

Podcastserien findes her

Formålet med både film og podcasts er at inspirere fagprofessionelle til at udvikle en mere refleksiv og fagligt funderet praksis for at opspore og møde voksne med senfølger.

Konference

Som led i handlingsplanen har Socialstyrelsen afholdt en konference for fagprofessionelle om senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen d. 21. april 2022 i Nyborg. Socialt Udviklingscenter SUS varetog opgaven for Socialstyrelsen.

Formålet med konferencen var at formidle viden om senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen med særlig fokus på udsatte voksne med senfølger, herunder udsatte grønlændere i Danmark med senfølger.

Konferencen rettede sig både mod fagprofessionelle, som kommer i kontakt med målgruppen, og mod kommunale ledere.

Socialstyrelsen har produceret fire små film, hvor konferencens hovedoplægsholderne deler de vigtigste pointer om, hvordan fagprofessionelle kan hjælpe mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

Se ekspertfilmene fra konferencen her.

Temadage og gå-hjem-møder

Der afholdes to fysiske og en virtuel temadag i efteråret 2022, som har til formål at øge fagprofessionelles viden om mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb.

På temadagene vil du bl.a. kunne få:

  • Generel viden om senfølger efter seksuelle overgreb
  • Metoder, værktøjer og teknikker til at kommunikere med voksne med senfølger
  • Indikationer på, hvordan voksne med senfølger identificeres
  • Viden om, hvor voksne med behov for behandling for senfølger kan henvises til.

Temadagene suppleres med en række virtuelle gå hjem-møder i november og december med forskellige specifikke temaer om senfølger efter seksuelle overgreb, fx hvordan brug af rusmidler hænger sammen med seksuelle overgreb i barndommen og fokus på mænd med senfølger efter seksuelle overgreb.

Den primære målgruppe for temadagene og gå hjem-møderne er kommunale medarbejdere og ledere inden for fx social- og beskæftigelsesområdet og socialpsykiatrien. 

Tilmelding

De fysiske temadage er fuldt booket. Der er stadig ledige pladser til den virtuelle temadag, som afholdes den 4. nov. kl. 9.00-13.00.

Du kan læse mere og tilmelde dig gå hjem-møderne her. 

Støtte til civilsamfund

Som en del af handlingsplanen er der afsat midler til at støtte eksisterende frivillige tilbud og behandlingstilbud i civilsamfundet. Det drejer sig om frivilligsektionerne, som er en del af Centre for Seksuelt Misbrugte, Kvisten og Liva Rehab.

Sidst opdateret 04/10 2022