Gå til indhold
Forside > VISO > Til VISO-leverandører > Nyheder > Nyheder 2020 > Nyt om coronasituationen

Nyt om coronasituationen

Med afsæt i fredagens pressemøde er der desværre igen udsigt til flere uger med markant ændrede vilkår for bl.a. vores måde at arbejde på.

Mange af VISOs opgaver vedrører målgrupper, som er særligt udsatte, og der vil derfor fortsat være brug for jer i videst mulige omfang.

Med udgangspunkt i de retningslinjer, som myndighederne løbende udmelder (inklusiv eventuelle lokale restriktioner), opfordrer vi jer til at tage aktiv stilling i hver enkelt af jeres VISO-opgaver: Kan et fysisk møde eller en rådgivning erstattes med et video-møde, telefonrådgivning eller måske en skriftlig tilbagemelding?

Tænk derfor meget gerne i muligheder for, hvordan jeres VISO-arbejde kan organiseres anderledes og vær aktivt opsøgende i forhold til hver enkelt af jeres VISO-opgaver. Vi ved, at det i flere tilfælde kan være svært at finde en brugbar alternativ løsning. Det vigtigste er, at I i fællesskab med henvender får afdækket eventuelle muligheder.
 
Med afsæt i sund fornuft, omtanke og fleksibilitet – herunder, at retningslinjer, tidsfrister mv. som fremgår af VISOs håndbog i den kommende periode ikke kan følges til punkt og prikke – håber vi, at det er muligt at fortsætte dele af VISOs vigtige arbejde trods restriktioner.
 
I vil fortsat kunne få fat i VISOs medarbejdere enten via telefon eller mail. Fx i forhold til spørgsmål generelt, eller hvis I har brug for at drøfte de næste skridt i en konkret VISO-opgave med en VISO-konsulent.

Som altid – send også gerne en mail til leverandorteamviso@socialstyrelsen.dk hvis I har brug for mere information.

Del venligst denne mail med alle medarbejdere hos jer, der arbejder som VISO-specialist.

Sidst opdateret 21/09 2020