Gå til indhold
Forside > VISO > Særlige rådgivningsområder > Adoption uden samtykke

Rådgivning om adoption uden samtykke

VISO tilbyder gratis vejledende rådgivning til kommuner i sager, hvor der overvejes anvendelse af adoption uden samtykke.

VISO kan eksempelvis være behjælpelig med:

  • Formidling af viden om adoption uden samtykke.
  • Rådgivning i kommunens indledende drøftelser i sager, hvor der overvejes adoption uden samtykke.
  • Faglig sparring i sagsprocessen.

Lovforenkling i 2019 og nyt vejledningsmateriale                      

I april 2019 vedtog Folketinget lovforslaget Kontinuitet og enkle forløb for børn der adopteres uden samtykke. Loven trådte i kraft den 1. juli 2019. Med loven gennem­føres en række forenklinger i sagsbehandlingen, mens der ikke ændres ved betin­gelserne for at kunne indstille en sag til adoption uden samtykke. Kompetencen til at træffe afgørelse flyttes fra Familieretshuset til Ankestyrelsen, mens kompetencen til at beskikke advokater for parterne i disse sager flyttes fra Familieretshuset til kommunen. Med loven indføres som noget ganske nyt hjemmel til, at børn, der adopteres uden samtykke til andre end deres plejefamilie, placeres midlertidigt hos den kommende adoptivfamilie, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om adoption uden samtykke. Dermed understøtter processen, at børnene placeres så tidligt som muligt i deres blivende familie.

Socialstyrelsen har opdateret sit vejlednings- og inspirationsmateriale til sagsbehandlere, så det afspejler den nye aktelle sagsproces. Håndbogen beskriver de nye regler med fokus på kommunens rolle og ansvar – og de særlige udfordringer og opmærksomhedspunkter, der typisk opstår i relation til arbejdet med sager, hvor adoption uden samtykke kan komme på tale.

Der er formuleret nye cases, baseret på faktiske sagsforløb, med tilhørende dilemmaer. Casene skal tjene som inspiration for de kommunale fagfolk, der beskæftiger sig med området, og fungere som eksempler på, hvordan et sagsforløb kan tage sig ud i praksis.

Den opdaterede håndbog har desuden et styrket fokus på at give en praksisnær og uddybende vejledning om emner eller situationer, der typisk kan giver anledning til spørgsmål og usikkerhed i kommunerne.

Du kan læse mere om publikationen og downloade den her

Gældende lovgivning på området

Lovforenklingen i 2019 ændrer ikke ved de betingelser, der skal være opfyldt, for at en sag kan indstilles til adoption uden samtykke. Betingelserne er de samme, som følger af lovændringer fra 1. oktober 2015, der blandt andet indebærer, at:

  • Det skal sandsynliggøres, og ikke længere godtgøres, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet for sager efter § 9, stk. 3.
  • Aldersgrænsen på et år ophæves for sager efter § 9, stk. 3, og kravet om anbringelse i mindst tre år fjernes for sager efter § 9, stk. 4. Dermed gælder bestemmelserne i lovgivningen uanset barnets alder og anbringelsesperiode – dog forudsættes det, at der ved sager efter § 9, stk. 4 er tale om en tilknytning, der har udviklet sig gennem længere tid og som udgangspunkt ikke efter få års anbringelse.
  • Plejeforældre kan adoptere deres plejebarn uden samtykke fra de biologiske forældre efter § 9, stk. 4, hvis barnet har fået en sådan tilknytning til plejefamilien, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne.
  • Det bliver muligt at den oprindelige slægt, fx forældrene, kan få fastsat samvær eller kontakt med barnet, hvis det vurderes at være til barnets bedste. Det gælder også, selvom forældrene ikke har haft samvær forud for adoptionen.

Videns- og erfaringsopsamling om VISOs rådgivning

DEFACTUM og Socialstyrelsen har i november 2018 udgivet en videns- og erfaringsopsamling om VISOs rådgivning i sager om adoption uden samtykke. Undersøgelsen belyser kommunernes erfaringer med rådgivning fra VISO i sager, hvor de har overvejet at indstille til adoption uden samtykke. Kommunerne vurderer, at VISOs rådgivning er relevant og virkningsfuld og har tillige input til, hvordan man fremadrettet kan styrke rådgivningsindsatsen yderligere.

Du kan læse mere om undersøgelsen og downloade den her

 

Fold alle teksterne ud eller ind

Andre undersøgelser på området

Ankestyrelsen udgav i august 2018 undersøgelsen Adoption uden samtykke - Kommunernes brug af og kendskab til reglerne og mulighederne for råd og vejledning.

Undersøgelsen har fokus på kommunernes kendskab til og brug af reglerne, efter de blev lempet i oktober 2015. Den fortæller også om kommunernes brug af mulighederne for råd og vejledning.

Undersøgelsen belyser:

  • kommunernes vurdering af deres kendskab til reglerne og i hvilken grad de er klædt på til at bruge dem
  • barrierer og tvivlsspørgsmål for kommunerne i forhold til at bruge reglerne
  • i hvilket omfang kommunerne har gjort brug af mulighederne for rådgivning og vejledning på området, og hvad det har betydet.

Hent undersøgelsen på Ankestyrelsens hjemmeside

Sidst opdateret 12/11 2019