Forside > Unge > Efterværn > Om efterværn > Lovgivning > Anbringelsesreformen

Anbringelsesreformen

En målsætning i anbringelsesreformen er at give unge mulighed for en glidende overgang til en selvstændig voksentilværelse. Reformen åbner derved op for en udvidelse af indsatsen over for unge mellem 18 og 22 år, der har behov for særlig støtte.

Efterværn var et centralt tema i anbringelsesreformen, der trådte i kraft pr. 1. januar 2006. Forud for anbringelsesreformen viste nationale og internationale undersøgelser, at børn, som har været anbragt uden for hjemmet, statistisk set klarer sig dårligt som voksne, både når det gælder arbejdsliv, familieforhold og sundhed. Det er disse forhold, reformen har til hensigt at ændre. 

Efterværn defineres i anbringelsesreformen som en indsats, hvor den unge hjælpes til gradvist at klare sig på egen hånd. Der er tale om en proces, hvor den unge i hverdagen støttes i overgangen fra at være anbragt til ikke at være anbragt længere. Den kommunale myndighed er i denne proces forpligtet til at bruge handleplanen som et dynamisk redskab til at planlægge og revidere forløbet.

Det væsentligste kriterium ved vurderingen af, om der skal iværksættes efterværn er, om efterværnet vil
kunne bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet. Det afgørende er, at der sker en løbende udvikling i den unges liv i løbet af den periode, hvor den unge fortsat er anbragt ud over det 18. år.

Anbringelsesreformen lægger desuden op til en holdningsændring i synet på udsatte børn og unge hos sagsbehandlere, pædagoger, lærere og andre, der arbejder professionelt med børn og unge. Det er hensigten, at børn og unge skal inddrages systematisk i deres egen sag sammen med familie og netværk, og at der i højere grad skal være fokus på ressourcer frem for problemer. Lokale løsninger og en bredspektret indsats er omdrejningspunkter i reformen.

Læs mere om efterværn i forbindelse med anbringelsesreformen:

Håndbog om Anbringelsesreformen. 

Sidst opdateret 22/02 2017