Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Vidensafdækning af indsatser til voksne pårørende på socialområdet

Vidensafdækning af indsatser til voksne pårørende på socialområdet

Vidensafdækningen beskriver og analyserer en række udvalgte indsatser, der er rettet mod voksne pårørende til mennesker med handicap, social udsathed og psykisk sårbarhed. Formålet er at identificere kerneelementer på tværs af indsatser og målgrupper.
Vidensafdækning af indsatser til voksne pårørende på socialområdet

Udgivelsen er baseret på en desk research af 49 dansksprogede rapporter og publikationer fra 2016 og frem om indsatser til voksne pårørende inden for socialområdet, sundhedsvæsenet, psykiatrien, ældreområdet og handicap samt på 18 telefoninterviews med udvalgte nøglepersoner.

Undersøgelsens interviewpersoner er udvalgt på baggrund af deres arbejde med og viden om pårørendeinddragelse og pårørendeindsatser i borger -og pårørendeorganisationer og i kommunale tilbud. Der fokuseres på voksne mennesker, der på en eller anden måde er pårørende til et andet voksent menneske, der lever med et handicap, med en psykisk sårbarhed eller i social udsathed.

Et bredt indblik i indsatser til pårørende

Vidensafdækningen giver en oversigt over pårørendeindsatser i dansk praksis og beskriver de enkelte indsatser, så det er muligt at udlede, hvilke der bygger på velkendte og velafprøvede indsatser eller på delelementer heri. Evalueringsviden præsenteres også i det omfang den foreligger.

Afdækningen giver dermed et udgangspunkt for at videreudvikle indsatser rettet mod målgruppen.

Pårørendeindsatser – fra velafprøvet til udokumenteret

I vidensafdækningen beskrives 18 udvalgte indsatser. For de enkelte indsatser præsenteres praksiserfaringer og hvilken resultatviden, der er tilgængelig. På tværs af indsatserne identificeres i alt syv indsatselementer, som kan bidrage til et sprog og inspirationskatalog for, hvilke elementer pårørendeindsatser kan være bygget op omkring.

Rapporten peger dog på, at feltet af pårørendeindsatser er broget, og at pårørendeindsatser i dag spænder vidt fra velafprøvede indsatser som fx ”Lær at Tackle Hverdagen som Pårørende” til mange små og udokumenterede tilbud som telefonrådgivning eller pårørendesamtaler og grupper.

Vidensafdækningens opbygning

Kapitel 1 er sammenfatning af vidensafdækningen og i kapitel 2 redegøres for rapportens baggrund, formål og målgrupper.

I kapitel 3 indkredses forskellige måder at forstå pårørende på. Der ses også på eksisterende viden om pårørendeindsatser og inddragelse.

I kapitel 4 præsenteres elementer, som pårørendeindsatser kan bestå af.

Kapitel 5 og 6 giver et overblik over 18 udvalgte indsatser, hvor hver indsats beskrives med formål, delementer, prak-siserfaringer og kilder.

I kapitel 7 belyses udfordringer og muligheder som interviewpersonerne ser i forhold til pårørendeindsatser og pårørendeinddragelse i deres arbejde.

Kapitel 8 samler op på rapportens hovedfund på tværs af litteratursøgning og praksisafdækning og kommer med konkluderende bemærkninger og forslag til udviklingsområder.

Vidensafdækningen er udarbejdet for Socialstyrelsen af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. 


Hent publikationen