Forside > Udgivelser > Unge med spiseforstyrrelser eller selvskadende adfærd - Indsatsmodel

Unge med spiseforstyrrelser eller selvskadende adfærd - Indsatsmodel

Indsatsmodellen beskriver centrale principper for en indsats målrettet unge med spiseforstyrrelse og/eller selvskadende adfærd. Modellen rummer fem centrale principper for en indsats målrettet unge med en lettere eller moderat spiseforstyrrelse og/eller selvskadende adfærd.

Principperne i indsatsmodellen er baseret på viden fra den tilhørende målgruppebeskrivelse, forskning og lovende kommunal praksis i ti case-kommuner. Ved hvert princip beskrives det, hvordan princippet omsættes til en praksis, der er målrettet unge med spiseforstyrrelser og/eller selvskadende adfærd. Det beskrives dertil, hvilke opmærksomhedspunkter og udfordringer, der kan opstå i implementeringen af princippet. Hvert princip er illustreret med eksempler fra kommunale indsatser målrettet unge med spiseforstyrrelser og/eller selvskadende adfærd.

De fem principper fordeler sig på tre borgerrettede og to organisatoriske principper:

Borgerrettede principper

1. Indsatsen skal tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte unge
2. Indsatsen skal være dialektisk og balanceret
3. Indsatsen skal være familie- og netværksinvolverende

Organisatoriske principper

4. De fagprofessionelle i tilbuddet har ekspertise og erfaring i at støtte unge i målgruppen
5. Tilbuddet skal sikre tværorganisatorisk samarbejde med andre relevante indsatser.

I bilaget til publikationen vedrørende indsatsmodellen fremgår ti case-beskrivelser af kommuner med indsatser målrettet unge med spiseforstyrrelser og/eller selvskadende adfærd. Case-beskrivelserne fokuserer blandt andet på indsatsens aktiviteter, den organisatoriske og ledelsesmæssige forankring, ressourceforbrug, det teoretiske grundlag for indsatsen og det metodiske indhold.

Indsatsmodellen er del af en kortlægning af lovende kommunale metoder og indsatser til unge med spiseforstyrrelserne anoreksi, bulimi og BED eller selvskadende adfærd. Der er udarbejdet en selvstændig bilagspublikation, der har til formål at klargøre forståelsen af målgrupperne. Målgruppebeskrivelsen klargør de unge i målgruppens karakteristika og adfærdsmønstre samt kerneproblematikker, forstået som årsagerne til og følgevirkningerne af problematikkerne.


Hent publikationen

Unge med spiseforstyrrelser eller selvskadende adfærd - Målgruppebeskrivelse