Forside > Udgivelser > Understøttelse og udvikling af det frivillige sociale arbejde

Understøttelse og udvikling af det frivillige sociale arbejde - en analyse af udviklingstendenser og behov for kontinuitet og forandring i nationale virkemidler

Rapporten er en analyse af udviklingstendenser og udfordringer i den frivillige sektor og hvordan offentligt støttede, tværgående nationale aktører kan bidrage til at udvikle og understøtte det frivillige sociale område.

Indledningsvis afdækker rapporten udviklingstendenser og udfordringer i den frivillige sektor. Undersøgelsen peger på, at den frivillige sociale sektor i Danmark er under stor forandring. Sektoren udfylder både en rolle som leverandør af service og som talerør for socialt udsatte grupper. Sektoren er meget differentieret og strækker sig fra medlemsbaserede organisationer til løsere netværksorganiseringer og socialøkonomiske virksomheder.

En af de udviklingstendenser, undersøgelsen peger på, er en øget markedsgørelse, som stiller nye krav til området med fokus på kontrakter, performance, effekt, dokumentation og professionalisering. Der samarbejdes i stigende omfang med kommuner om velfærdsydelser, og samtidig er der en tendens til hybridisering. Det vil sige, at den traditionelle arbejdsdeling mellem stat, marked og civilsamfund forandres, og der indgås nye partnerskaber og samarbejder. Endnu en ny tendens er, at en større del af det frivillige engagement orienterer sig mod enkeltsager og finder sted på ad hoc-basis. 

Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Fonden for Socialt Ansvar, Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark, Frivilligrådet og Socialstyrelsen, understøtter den frivillige sektor. Overordnet viser analysen, at understøttelsen er forholdsvis homogen og primært rettet mod professionel kapacitetsopbygning.  Den konkrette understøttelse består primært af kurser, konferencer, forskellige former for publikationer, netværk og rådgivning, og den er primært målrettet frivillige sociale aktører. Analysen er baseret på informanternes oplevelse af den aktuelle understøttelse. De fem aktørers økonomiske rammer og mandat er ikke inddraget i analysen, ligesom en detaljeret analyse af indhold, omfang og samspil mellem de forskellige virkemidler ikke indgår.

Analysen peger på, at forandringerne på det frivillige sociale område skaber nye behov for understøttelse fra de nationale aktører. Informanterne i undersøgelsen efterspørger bl.a. understøttelse af lokale netværk og støtte til samarbejdet mellem kommune og civilsamfund. Selvom det tværsektorielle samarbejde også i dag understøttes, efterlyses yderligere hjælp.

Undersøgelsen peger desuden på, at der er behov for at understøtte mangfoldigheden i den frivillige sociale sektor. Det kan ske ved i højere grad at sikre understøttelse af særligt de nyere, hybride og netværksorganiserede former for frivillighed.

De frivillige organisationer oplever et behov for en mere stabil finansiering af den frivillige sociale sektor, ligesom professionaliseringen af den frivillige sektor skaber et øget behov for understøttelse, særligt af de små og mellemstore aktører.

Undersøgelsen er en del af ”Frivilligpakken” i satspuljeaftalen for2016-2019 og er gennemført af VIVE og RUC for Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriet. Analysen er baseret dels på forskningslitteraturen på området, dels på interviews med en længere række aktører.


Hent publikationen