Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug

Udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug

Socialstyrelsen har i november 2019 udsendt en landsdækkende central udmelding for udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug. Socialstyrelsen er bekymret for, hvorvidt der er det fornødne udbud af højt specialiserede døgnbehandlingsindsatser til den del af målgruppen, der har behov for det.

Den centrale udmelding har til formål at sikre, at de nødvendige højt specialiserede indsatser og tilbud tilpasset målgruppens behov er til stede på nationalt plan og er tilgængelige for kommunerne.

Målgruppen for den centrale udmelding omfatter de mest udsatte gravide kvinder, som ikke kan fastholdes i den ambulante indsats i familieambulatorierne og i den eksisterende rusmiddelbehandling. De har behov for en specialiseret og intensiv døgnbehandlingsindsats, hvor de skærmes, modtager støtte til nedtrapning eller stabilisering af deres rusmiddelbrug kombineret med intensiv social rusmiddelbehandling og en specialiseret svangreomsorg.

Målgruppens komplekse livssituation og problematikker medfører et særligt behov for en helhedsorienteret døgnbehandlingsindsats, hvor social- og sundhedsfaglige indsatser koordineres tæt.

Dialog om udbud og koordinering

Landets kommunalbestyrelser skal behandle den centrale udmelding ved at afrapportere på deres tilrettelæggelse og koordinering af tilbud og indsatser til målgruppen. Afrapporteringerne indsendes til Socialstyrelsen i efteråret 2020.

På baggrund af afrapporteringerne vil Socialstyrelsen gå i dialog med kommunalbestyrelserne om, hvorvidt der på nationalt plan er en tilstrækkelig koordination, der sikrer det fornødne udbud af højt specialiserede døgnbehandlingsindsatser til målgruppen.


Hent publikationen

Bilag 1. Vejledning til kommunernes behandling af central udmelding for udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug