Forside > Udgivelser > Stofmisbrugsområdet i et brugerperspektiv

Stofmisbrugsområdet i et brugerperspektiv

Udgivelse der præsenterer borgere med stofmisbrugs oplevelser af barrierer i mødet med hjælpesystemet, og deres oplevelse af, hvad der hjælper.
Stofmisbrugsområdet i et brugerperspektiv

Denne udgivelse er en undersøgelse af, hvordan borgere med stofmisbrug oplever deres kontakt med myndigheder og indsatsområder, fx misbrugsbehandlingstilbud, sundhedssystemet og beskæftigelsessystemet.  Med udgangspunkt i et brugerperspektiv afdækker undersøgelsen negative konsekvenser og barrierer, som borgerne beskriver som væsentlige hindringer for deres livskvalitet og udbytte af blandt andet stofmisbrugsbehandling og hvilken hjælp, der opleves brugbar.   

Undersøgelsen baserer sig på kvalitative interview med 106 borgere, der repræsenterer tre hovedgrupper: unge under 25 år i stofmisbrugsbehandling, voksne over 25 år i stofmisbrugsbehandling og borgere med stofmisbrug, der er på undersøgelsestidspunktet ikke var i stofmisbrugsbehandling.

For hver af de tre hovedgrupper beskriver undersøgelsen de strukturelle og relationelle barrierer, som borgerne oplever i mødet med myndigheder og indsatsområder, og hvilke tiltag og indsatser, som borgerne opleve som hjælpsomme i forhold til at overkomme nogle af barriererne.

Undersøgelsen beskriver desuden tre tværgående temaer: borgernes hverdagsliv med illegale stoffer, erfaringer fra borgere, der har arbejde eller er under videregående uddannelse og borgernes viden om stoffer og deres håndtering af risici ved brug af stoffer.

Undersøgelsen giver et nuanceret indblik i, hvordan hverdagen kan forme sig for borgere med stofmisbrug. Rapporten indeholder mange konkrete beskrivelser af oplevede barrierer og eksempler på hjælp, der opleves brugbar, eller hjælp borgerne ville ønske, de kunne få. Undersøgelsen viser, at borgere med stofmisbrug har vidt forskellige udgangspunkter og ressourcer, lever meget forskellige liv, og har ret forskellige ønsker og behov, men at der også sammenfald mellem oplevelser, ønsker og behov på tværs af de tre hovedgrupper.

Undersøgelsen er udarbejdet af SFI for Socialstyrelsen.


Hent publikationen