Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Overgangen til voksenlivet for unge med handicap

Overgangen til voksenlivet for unge med handicap

Inspirationsmaterialet ”Overgangen til voksenlivet for unge med handicap” giver forslag til, hvordan kommunerne kan tilrettelægge overgangen på en måde, som understøtter et tværgående og helhedsorienteret samarbejde og den gode dialog med den unge og dennes forældre.

Billede af forsiden af publikationen overgange fra ung til voksen.Det har stor betydning, at overgangen til voksenlivet planlægges i god tid, så der sikres kontinuitet og tryghed omkring fremtiden for den unge.
Med lovændringen i serviceloven har kommunerne fået en forpligtelse til at iværksætte forberedelse til overgangen, når den unge fylder 16 år. Forpligtelsen retter sig mod unge med varig og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, som modtager hjælp efter serviceloven.

Socialstyrelsens nye inspirationsmateriale om overgangen til voksenlivet beskriver, udover konkrete cases, hvilke modeller der kan anvendes i organisering af det tværfaglige og helhedsorienterede samarbejde, hvilke forberedende forhold der er væsentlige i planlægning af overgangen, og hvilke redskaber der kan anvendes i planlægning af overgangen.

Inspirationsmaterialet henvender sig til kommunale socialchefer, myndighedsledere, udviklingskonsulenter, sagsbehandlere og andre relevante aktører, som har ansvar for planlægning af indsatser på handicapområdet. Inspirationsmaterialet indeholder også viden, der kan være relevant for den unge og forældrene.

Materiale udviklet i et bredt samarbejde

Inspirationsmaterialet er udarbejdet i dialog med Kommunernes Landsforening (KL), Danske Handicaporganisationer (DH), repræsenteret ved CP Danmark og Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH), Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) og Dansk Socialrådgiverforening (DS).

Socialstyrelsen har samarbejdet med Social- og Indenrigsministeriet omkring udarbejdelsen. Udvalgte afsnit er blevet kvalificeret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Familieretshuset.


Hent publikationen