Forside > Udgivelser > Omkostningsvurdering af PMTO - gruppeforløb

Omkostningsvurdering af Parent Management Training, Oregon – Gruppeforløb

Omkostningsvurderingen viser de forventede omkostninger ved opstart og drift af Parent Management Training Oregon (PMTO) – Gruppeforløb. Beregningen er foretaget i Socialstyrelsens omkostningsmodel og kan bruges som input til en budgetøkonomisk analyse i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

Socialstyrelsen har foretaget en omkostningsvurdering af Parent Management Training, Oregon – Gruppeforløb (PMTO) ved brug af Socialstyrelsens omkostningsmodel. Omkostningsvurderingen bidrager med viden om, hvor meget en kommune kan forvente, at PMTO vil komme til at koste at opstarte og drifte. Omkostningsvurderingen følger Socialstyrelsens principper for omkostningsvurderinger og kan desuden bruges som input til en budgetøkonomisk analyse i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

PMTO er et evidensbaseret program, som er målrettet familier med børn i alderen 3-16 år med adfærdsproblematikker. PMTO eksisterer både som individuel og som gruppebaseret familietræning. Denne omkostningsvurdering fokuserer på PMTO gruppeforløb. Programmet har til formål at give forældrene relevante værktøjer til at ændre familiens negative adfærdsmønstre og hjælpe børnene til en mere prosocial adfærd.

Omkostningsvurderingen bygger på oplysninger fra Vidensportalen, VIA uddannelsen i PMTO samt Socialstyrelsens fagpersoner. To kommuner, der bruger PMTO, har bidraget med input til omkostningsvurderingen.

Omkostningsvurderingen bygger på et scenarie om, at en kommune allerede har uddannet 3 terapeuter til at facilitere individuelle PMTO-forløb, og at kommunen ønsker at udvide indsatsen til gruppeforløb. Det antages at kommunen drifter PMTO gruppeforløb i 5 år.

Resultaterne af omkostningsvurderingen af PMTO gruppeforløb viser, at de samlede omkostninger ved indsatsen ud fra det specificerede scenarie er ca. 900.000 kr., imens omkostningerne pr. gennemførte familie er ca. 14.000 kr. Følsomhedsanalyser viser, at omkostningerne pr. gennemførte familie kan variere fra ca. 11.000 kr. til ca. 18.000 kr. Omkostningerne fordeler sig på ca. 84 pct. til drift af indsatsen, imens 16 pct. udgør omkostninger til uddannelse og certificering.


Hent publikationen