Forside > Udgivelser > Omkostningsvurdering af søskendeprogrammet ’Att ge syskon utrymme’

Omkostningsvurdering af søskendeprogrammet ’Att ge syskon utrymme’

Omkostningsvurderingen viser de forventede omkostninger ved opstart og drift af søskendeprogrammet ’Att ge syskon utrymme’. Beregningen er foretaget i Socialstyrelsens omkostningsmodel og kan bruges som input til en budgetøkonomisk analyse i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

Socialstyrelsen har foretaget en omkostningsvurdering af søskendeprogrammet ’Att ge syskon utrymme’ (SP) ved brug af Socialstyrelsens omkostningsmodel. Omkostningsvurderingen bidrager med viden om, hvor meget en kommune kan forvente, at SP vil komme til at koste at opstarte og drifte. Omkostningsvurderingen kan desuden bruges som input til en budgetøkonomisk analyse i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

Søskendeprogrammet ”Att ge syskon utrymme” (SP) stammer fra Sverige og er målrettet søskende til børn med funktionsnedsættelse. Programmet har til formål at øge søskendes evne til at reagere på og agere i deres sociale miljø samt give viden om problemløsningsstrategier med henblik på at forbedre søskenderelationen. Programmet er organiseret som gruppeforløb over 6 uger og henvender sig til børn i alderen 8-12 år.

Omkostningsvurderingen bygger på oplysninger fra Socialstyrelsen, Vidensportalen samt den svenske manual til indsatsen.

Omkostningsvurderingen er baseret på et scenarie, hvor en kommune implementerer SP og etablerer et team bestående af 4 gruppeledere. I scenariet består grupperne af 14 deltagere og et team kan varetage 4 forløb årligt. SP antages at blive driftet i 5 år.

Omkostningsvurderingen viser at omkostningerne pr. gennemførte deltager er ca. 6.300 kr. hvis der er 14 deltagere pr. gruppe. Hvis dette reduceres til 7, er omkostningerne pr. gennemførte deltager ca. 12.500 kr.


Hent publikationen