Forside > Udgivelser > Pjece om MOVE – struktureret, forstærkende rusmiddelbehandling

Pjece om MOVE – struktureret, forstærkende rusmiddelbehandling

Publikationen beskriver de væsentligste pointer og evalueringsresultater for den evidensbaserede behandlingsmetode MOVE.
Pjece om MOVE – struktureret, forstærkende rusmiddelbehandling

Pjecen giver et letlæst overblik over hovedpointerne og de væsentligste evalueringsresultater af MOVE, der er en evidensbaseret behandlingsmetode til unge med rusmiddelproblemer. Metoden er baseret på samtaleteknikkerne Kognitiv adfærdsterapi og Den motiverende samtale kombineret med en række strukturelle elementer, som bl.a. består af påmindelses-SMS, belønning for fremmøde og skriftlig status.

MOVE (tidligere kaldet MI/KAT-GO) er en ud af fire metoder, som blev afprøvet i ”Metodeprogrammet på stofmisbrugsområdet” i perioden 2014 – 2018 i ni danske kommuner.

Metodeafprøvningen er gennemført med henblik på at styrke det metodiske og systematiske arbejde i den sociale stofmisbrugsbehandling og for at fremme anvendelsen af behandlingsmetoder, der har dokumenteret effekt for målgruppen.

Den samlede evaluering af MOVE og metodeprogrammet består af:

  • Effektevaluering ni måneder efter de unge er indskrevet i behandling
  • Opfølgning 21 måneder efter de unge er indskrevet i behandling
  • Økonomisk evaluering
  • Implementeringsevaluering

Effektevalueringen af MOVE viser, at den er den mest effektive af de fire afprøvede metoder i Metodeprogrammet. MOVE fastholder de unge i behandling, og 50 procent af de unge, der er blevet interviewet ni måneder efter indskrivning i behandling, oplyser, at de er stoffrie. Desuden viser en økonomisk evaluering, at MOVE er økonomisk rentabel, og en implementeringsanalyse peger på, at der er sket et kompetenceløft blandt de behandlere, der arbejder med metoden.

Øvrige udgivelser

Center for Rusmiddelforskning har undersøgt effekten af Metodeprogrammet og MOVE 9 og 21 måneder efter de unges indskrivning i behandling.

MOVE gennem 21 måneder

VIVE har lavet en vurdering af omkostninger og analyse af de økonomiske konsekvenser ved Metodeprogrammet og MOVE.

Økonomisk evaluering af Metodeprogrammet og MOVE

Center for Rusmiddelforskning har lavet en implementeringsevaluering af MOVE

Implementeringsanalyse af MOVE

Yderligere er der en manual og en række undervisningsvideoer, som beskriver, hvordan man som behandler bruger MOVE.

Manual til anvendelse af MOVE

Behandlingsportal med undervisningsvideoer om anvendelse af MOVE (Center for Rusmiddelforskning)


Hent publikationen