Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Kortlægning af viden om kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet

Kortlægning af viden om kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet

Rapporten er et litteraturstudie af danske udgivelser om kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet. Der er særligt fokus på faglig udredning, valg af indsats, opfølgning og inddragelse samt faglig ledelse og styring.
Kortlægning af viden om kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet

Rapporten gengiver resultaterne af et systematisk og omfattende litteraturstudie om kvalitet i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet. Studiet er baseret på danske publikationer udgivet siden 2010.

Kortlægningen er lavet for bl.a. at bidrage til Socialstyrelsens arbejde med at udvikle og sikre kvaliteten i den kommunale sagsbehandling på børne- og ungeområdet.

Kortlægningen har særligt fokus på sagsprocesserne og tager afsæt i Socialstyrelsens fire pejlemærker for kvalitet i sagsbehandlingen: faglig udredning, valg af indsats, opfølgning og inddragelse. Dertil kommer et femte fokusområde om styring og faglig ledelse samt visse andre tematikker, som kortlægningen har afdækket.

Samlet set viser kortlægningen, at kvaliteten i sagsbehandlingen påvirkes af en række faktorer, som er bestemmende for kvaliteten.

Rapporten viser blandt andet, at kvaliteten styrkes, når der gennemføres en helhedsorienteret sagsbehandling med fokus på barnets, den unges og familiens situation og hverdagsliv. Det er også afgørende, at barnet og familien inddrages i sagsforløbet, og at deres synspunkter bruges aktivt, så de får motivation til at indgå i forløbet og i selve indsatsen. Tidlig og grundig udredning, faglig viden og kontinuitet samt sikring af socialfaglig systematik og dokumentation er andre overordnede elementer, der fremhæves.

Litteraturstudiet dokumenterer også fortsatte udfordringer på området. Her peges på den juridiske kvalitet af sagsbehandlingen, vilkårlighed, manglende kvalifikationer og ikke mindst manglende inddragelse af børn, unge og familier.

Rapporten er udarbejdet for Socialstyrelsen af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporten bidrager til vidensgrundlaget for alle, der arbejder med sagsbehandling på børne- og ungeområdet.


Hent publikationen