Forside > Udgivelser > Kortlægning af målgruppe, tilbud og metoder for borgere med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog

Kortlægning af målgruppe, tilbud og metoder for borgere med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog

Kortlægningen beskriver erfaringer og viden fra det specialpædagogiske arbejde med borgere med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog. Udgivelsen redegør for målgruppen og giver overblik over tilbud og metoder.

Udgivelsen giver et overblik over tilbud og metoder, der er tilgængelige i det specialpædagogiske arbejde med børn og voksne med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog. Formålet er, at regioner, kommuner og andre aktører på området kan lade sig inspirere af kortlægningen i deres indsats for målgruppen.

Resultaterne fra kortlægningen peger bl.a. på, at der er en stor mangfoldighed i tilbud, indsatser og metoder til målgruppen, samt at viden og kompetencer især oppebæres af fagfolk med solid praksiserfaring med målgruppen.

Kortlægningen er det første skridt mod at understøtte og styrke praksisfeltet ved at dokumentere erfaringsbaseret viden om de virkningsfulde sociale og kommunikative indsatser, der anvendes i arbejdet med målgruppen.

Kortlægningens resultater er baseret på viden og data fra en screening af forskningslitteratur foretaget i 2014 og fra en workshop med fagfolk, samt besvarelser af to webbaserede spørgeskemaer. Den ene spørgeskemaundersøgelse er gennemført blandt ansatte på myndighedsniveau i 59 kommuner. Den anden er gennemført blandt ledere og medarbejdere fra 98 tilbud, der arbejder med målgruppen i praksis. 

Udgivelsen henvender sig eksempelvis til fagpersonale, beslutningstagere og andre, som beskæftiger sig med borgere, der har multiple funktionsnedsættelser uden talesprog.

Kortlægningen er udarbejdet af Socialstyrelsen samt en ekstern samarbejdspartner fra Helene Elsass Center.


Hent publikationen