Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Kontinuitet i anbringelser. Slutrapport fra evalueringen af regler om kontinuitet i Barnets Reform

Kontinuitet i anbringelser. Slutrapport fra evalueringen af regler om kontinuitet i Barnets Reform

Udgivelsen er den tredje og afsluttende rapport i evalueringen af tre regler, der skal skabe større stabilitet og kontinuitet for anbragte børn og unge. Denne afsluttende rapport har fokus på virkning af reglerne.
Kontinuitet i anbringelser. Slutrapport fra evalueringen af regler om kontinuitet i Barnets Reform

I 2009 blev der indført tre regler i serviceloven med det formål at skabe mere stabilitet og kontinuitet for anbragte børn og unge. De tre lovregler er:

  • Mulighed for at børn og unge-udvalget i særlige tilfælde kan anbringe 0-1-årige i 3 år uden krav om genbehandling af sagen, § 62, stk. 5.
  • Pligt til at fastsætte en hjemgivelsesperiode på op til 6 måneder før en hjemgivelse, § 68, stk. 4.
  • Mulighed for at børn og unge-udvalget kan beslutte at videreføre en anbringelse uden tidsbegrænsning, § 68a.

VIVE har for Socialstyrelsen evalueret udbredelse, anvendelse og virkning af de tre lovregler, der formidles gennem tre delrapporter. Den tredje og afsluttende rapport er offentliggjort i 2021.

Den afsluttende rapport indledes med et kort resume af resultater fra de to forudgående delrapporter.

Fokus i den afsluttende rapport er virkningen af reglerne. Reglernes virkning undersøges ved, at de børn og unge, i hvis sager reglerne er anvendt i 2010-2012, sammenlignes med to forskellige sammenligningsgrupper. For det første en gruppe af børn og unge, hvor reglerne i den samme periode ikke blev anvendt, men hvor kriterierne for anvendelse var til stede. Og for det andet en historisk sammenligningsgruppe af børn og unge, hvor kriterierne for anvendelse var til stede i årene 2006-2008, dvs. inden reglerne blev indført. Evalueringen ser på, om de børn og unge, i hvis sager kontinuitetsreglerne har været anvendt, har større stabilitet i anbringelse og skolegang, og om de trives bedre. Stabilitet måles ved brug af registerdata, hvor der bl.a. ses på antal skoleskift og antal skift af anbringelsessted. Børnene og de unges trivsel måles ved hjælpe af spørgeskemadata, hvor blandt andet validerede redskaber bruges til at undersøge barnets trivsel og selvværd.  Også barnets relationer til omsorgspersonen er i fokus i spørgeskemaundersøgelsen.

Se de to tidligere udgivne delrapporter om kontinuitet i anbringelser her: delrapport 1 og delrapport 2


Hent publikationen