Forside > Udgivelser > Kerneelementer og fælleselementer i gruppebostøttemetoder

Kerneelementer og fælleselementer i gruppebostøttemetoder. En forskningskortlægning og syntese

Forskningskortlægningen præsenterer de virksomme kerneelementer i 27 forskellige gruppeindsatser. To elementer virker på tværs af flere målgrupper. Kortlægningen kan anvendes af kommuner, der ønsker at udvikle deres gruppeindsatser.

Mange kommuner organiserer en del af bostøtten som gruppeforløb. Det kan fx foregå i et dagcenter eller et værested og med fokus på sociale færdigheder, medicinhåndtering, misbrug, økonomi, idræt mv..

Bostøtte i gruppeforløb kan være en fordel, fordi borgerne får mere social kontakt end ved en bostøtte i hjemmet. Samtidig kan der være den gevinst, at man kan nå flere borgere med samme ressourcer. Vores viden om effekten af gruppeforløb i dansk regi er imidlertid stadig begrænset.

Der er i forskningskortlægningen identificeret 27 kernelementer og 2 fælleselementer. Kerneelementer er de elementer, der har vist sig at være virkningsfulde, og som er dokumenteret i et eller flere studier med et robust design. Fælleselementerne er de elementer, der er virkningsfulde på tværs af flere indsatser eller målgrupper.

Bagerst i kortlægningen er der to bilag, der tilsammen kan bruges som et katalog over virksomme gruppeindsatser. Det ene bilag giver et overblik over de 27 indsatser, hvor kernelementerne er identificeret, og de målgrupper, indsatserne er rettet mod. Det andet bilag giver en overordnet beskrivelse af metoderne.

Forskningskortlægningen er gennemført af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd for Socialstyrelsen og er finansieret af Udviklings- og investeringsprogrammet (UIP).


Hent publikationen