Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Guide - Social støtte i overgang til og fastholdelse i job

Guide - Social støtte i overgang til og fastholdelse i job

I satspuljeprojektet Social støtte i overgang til og fastholdelse i job blev det afprøvet, om en kordineret indsats kan hjælpe flere udsatte ledige i job. Der er udarbejdet en indsatsguide, der kan inspirere andre kommuner til at styrke den tværfaglige indsats for udsatte ledige.
Guide - Social støtte i overgang til og fastholdelse i job

Satspuljeprojektet Social støtte i overgang til og fastholdelse i job har haft til formål at afprøve, om en koordineret, integreret og intensiv socialfaglig og beskæftigelsesrettet indsats kan hjælpe flere udsatte ledige med at få og fastholde et ordinært job.

Projektet blev igangsat i 2018 af Socialstyrelsen i samarbejde med STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Fem kommuner har deltaget i projektet fra februar 2018 til marts 2020. I deltagerkommunerne indgik socialområdet og jobcentret et forpligtende samarbejde om at afprøve en indsatsmodel, der blandt andet omfatter tværfaglige opstartsmøder, en fælles plan, virksomhedsrettet indsats og støtte efter CTI-metoden.

Målgruppen er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år med mindst et års ledighed. Målgruppen har ofte komplekse og sammensatte problemer, herunder fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og sociale problemer.

Der er i forbindelse med evalueringen af projektet udarbejdet en guide, der kan inspirere andre kommuner til at styrke den tværfaglige indsats for udsatte ledige. Guiden beskriver, hvad det kræver at tilbyde en koordineret socialfaglig og beskæftigelsesrettet indsats, og giver eksempler på, hvordan tiltagene kan omsættes til praksis i den enkelte kommune.

Guiden er målrettet ledere og nøglemedarbejdere, der ønsker inspiration til, hvordan kommunen kan styrke samarbejdet og indsatsen på tværs af social- og beskæftigelsesområdet.


Hent publikationen