Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten

Faglige pejlemærker for kvalitet i bostøtten

De faglige pejlemærker giver anbefalinger til god praksis i den socialpædagogiske bistand efter servicelovens § 85. De faglige pejlemærker vedrører socialpædagogisk bistand til borgere med psykiske vanskeligheder, der bor i eget hjem.

Publikationen henvender sig til medarbejdere og ledere i bostøtten og giver konkrete og praksisnære anbefalinger til og eksempler på en recovery-orienteret rehabiliterende praksis i bostøtten. Pejlemærkerne kan både give inspiration til det daglige samarbejde mellem borger og bostøtte samt i arbejdet med udvikling af områdets strategier, visioner og mål.

De ti pejlemærker omhandler de områder i borgerens liv, som kan være særligt centrale, når borger og bostøtte samarbejder om, at borgeren opnår et meningsfuldt og mere selvstændigt liv. De ti pejlemærker er:

1. Et recovery-orienteret samarbejde
2. En fælles faglig retning
3. Trivsel, mestring og håndtering af akutte psykiske kriser
4. Et sundt liv for borgeren
5. Borgerens netværk
6. Lokalsamfundets fællesskaber og aktiviteter
7. Uddannelse og beskæftigelse
8. En tryg opstart og afslutning af bostøtte
9. Fleksibilitet i indsatsen
10. Helhed og sammenhæng i borgerens forløb.

I publikationens indledning sættes rammen for den socialpædagogiske bistand efter servicelovens § 85, herunder for den kvalitetsforståelse og det vidensgrundlag, som de faglige pejlemærker bygger på. Derudover redegøres der for forståelsen af recovery-orienteret rehabilitering.

Dernæst præsenteres de ti faglige pejlemærker. Hvert pejlemærke indledes med en beskrivelse af formål og vidensgrundlag. Derefter udfoldes to til tre anbefalinger til, hvordan borger og bostøtte kan samarbejde om pejlemærket. Hver anbefaling konkretiseres via handlingsforslag til borgere og bostøtter samt med henvisninger til praksiseksempler, metoder og redskaber. Hver anbefaling afrundes med opmærksomhedspunkter til ledelsen i bostøtten.

Endeligt tilbyder publikationen et redskab til selvevaluering af praksis, et katalog over relevante metoder og redskaber samt en oversigt over alle pejlemærker og anbefalinger.

Pejlemærkerne er udarbejdet på grundlag af følgende vidensgrundlag:

Publikationen er udarbejdet i et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Socialt Udviklingscenter SUS som led i initiativet Styrket kvalitet i socialpsykiatrien under satspuljen 2019-2022 på psykiatriområdet. Initiativet har til formål at understøtte et kvalitets- og kompetenceløft af socialpsykiatrien.


Hent publikationen