Forside > Udgivelser > Evaluering af omlægning af indsatsen for udsatte børn og unge

Evaluering af omlægning af indsatsen for udsatte børn og unge

Socialstyrelsen har evalueret tre kommuners omlægning til en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats for børn og unge i socialt udsatte positioner. Evalueringen tager udgangspunkt i en forandringsteori for omlægningen og en model for nye samarbejdsformer.

De tre kommuner Haderslev, Herning og Hvidovere indgik i 2015-2017 i et partnerskab med Socialstyrelsen. Målet var at udvikle og implementere et fagligt koncept for omlægningen af indsatsen for børn og unge i socialt udsatte positioner. 

Evalueringen opstiller en forandringsteori for, hvordan kommunen skal omlægge indsatsen, og en model for nye samarbejdsformer mellem myndighed, tilbudsvifte og aktører i almenområdet. Der er særligt fokus på disse fire områder, som vurderes at være afgørende for gennemførelsen af omlægningen:  

  1. En forebyggende tilgang og princippet om, at indsatserne skal understøtte barnets eller den unges udvikling og tilknytning til hverdagslivet.
  2. Hyppigere opfølgning i sagerne, så der løbende foretages justeringer efter barnet eller den unges behov.
  3. En tidligere koordineret indsats, så problemudviklingen kan forebygges.
  4. Understøttelse af hverdagslivsperspektivet i indsatserne og i samarbejdet mellem aktørerne.

De fire fokusområder og brugen af indsatser og foranstaltninger er undersøgt gennem spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews af ledere og medarbejdere, analyser af udviklingen i nøgletal for området samt økonomiske udgiftsanalyser.

Evalueringen viser, at det i vid udstrækning er lykkedes at ændre brugen af foranstaltninger og indsatser, så de får et tidligere forebyggende sigte. Ændringen ses fx ved øget brug af og udgifter til forebyggende forløb og hjemmebaserede foranstaltninger, mens udgifterne til institutionsanbringelser er faldet. Evalueringen viser også, at den nye faglige retning for arbejdet har stor opbakning blandt de centrale aktører i omlægningen.

Det er samtidig de tre kommuners erfaring, at det kræver et længerevarende fokus og tæt faglig ledelse at indarbejde den forebyggende tilgang i organisationen. 

Evalueringen er gennemført af Socialstyrelsen og henvender sig til ledere og medarbejdere med udviklingsansvar i kommuner, som arbejder med en omlægning af indsatsen for udsatte børn og unge.


Hent publikationen