Gå til indhold
Forside > Udgivelser > Én familie – én indgang. Ny modelbeskrivelse

Én familie – én indgang. Ny modelbeskrivelse

Publikationen beskriver modellen, ”Én familie – én indgang”, der er én af to modeller, som kommuner kan arbejde med for at skabe mere sammenhæng, øget kvalitet og koordination i indsatserne til børn og unge med handicap og deres familier.
Én familie – én indgang. Ny modelbeskrivelse

”Én familie – én indgang” er revideret efter seks kommuners erfaringer med modellen, og i denne publikation kan du læse den nye modelbeskrivelse.

I ”Én familie – én indgang” arbejder myndighedsområdet med inddragelse, én koordinator til familien og fælles systematisk tilgang i indsatserne til børn og unge med handicap og deres familier. Der nedsættes et tværfagligt kerneteam, bestående af socialrådgiver(e) fra børnehandicapområdet samt repræsentanter fra øvrige, relevante afdelinger eller forvaltninger.

Erfaringerne fra kommunerne viser, at kapacitetsopbygning og tilpasset kompetenceudvikling er vigtige elementer i arbejdet med at understøtte inddragelse af familien, koordinering og det tværfaglige samarbejde. Desuden er det en forudsætning, at ledelsen bakker op, prioriterer implementeringen af modellen og den tværfaglige indsats samt involverer medarbejderne og sætter en fælles faglig retning.

De fire centrale kerneelementer i ”Én familie – én indgang” er:

  1. Inddragelse af familien – så familien oplever sig set og hørt i sine behov samt oplever en højere grad af sammenhæng og koordinering i kontakten med kommunen.
  2. Koordineret sagsbehandling - familierne skal have én fast familiekoordinator, som koordinerer familiens sag på tværs af forvaltninger, og der etableres et tværfagligt kerneteam.
  3. Fælles systematisk tilgang –  så indsatser og handlinger rundt om familien matches og planlægges i ét fælles forløb. Systematikken skal være nedskrevet og kendt af alle involverede medarbejdere.
  4. Tydelig beslutningskompetence – for at fremme en sammenhængende og koordineret indsatser er det væsentligt, at der også i beslutningerne er en kendt og tydelig plan for beslutningskompetence. Samtidig skal finansieringen af indsatserne tænkes på tværs af sektorer, forvaltninger og budgetter, så fleksibiliteten i det enkelte sagsforløb øges.

Hent publikationen