Gå til indhold

Beskæftigelsesrettet hjerneskade/-rystelsesindsats

Et beskæftigelsesrettet rehabiliteringsforløb for personer med en erhvervet hjerneskade. Forløbet tager udgangspunkt i en neurofaglig udredning. Målet med forløbet er at fastholde personen i beskæftigelse.

Målgruppen for forløbet er personer med en erhvervet hjerneskade. En erhvervet hjerneskade vil typisk være opstået efter en blodprop, en hjerneblødning eller et traume. Personer med langvarige følger af en svær hjernerystelse er også i målgruppen for forløbet. 

Formålet med indsatsen er at fastholde en beskæftigelse

Det overordnede formål med forløbet er at understøtte deltagerne enten i at fastholde nuværende job eller at opnå en ny beskæftigelse. Fokus kan også være på at skabe muligheder for en helt ny form for beskæftigelse.

Endelig kan forløbet bidrage til en afklaring af funktionsevnen og dermed skabe dokumentation til jobcentrets rehabiliteringsteam i forbindelse med en ansøgning om for eksempel fleksjob eller førtidspension. 

Moduler med afsæt i en neurofaglig udredning

Indsatsen varierer afhængig af deltagerens umiddelbare udfordringer. Forløbet starter med en samtale (neurofaglig udredning) med en socialrådgiver, der har specialiseret erfaring med vurdering af hjerneskade- eller hjernerystelsesramte. Samtalen afdækker den enkeltes situation og målet med at deltage i indsatsen.

På baggrund af samtalen bliver der tilrettelagt et individuelt specialiseret beskæftigelsesrettet rehabiliteringsforløb. Forløbet bliver sammensat af forskellige moduler og emner.

Modulerne har følgende overskrifter:

  • Arbejdsfastholdelse
  • Praktiketablering og opfølgning
  • Mestring med neuropsykolog eller fysioterapeut (individuelt)
  • Computerbaseret kognitiv træning (individuel hjernetræning)
  • Mestring i gruppeforløb med neuropsykolog eller fysioterapeut
  • Specifik individuel genoptræning i for eksempel kommunikation og planlægning.

Længden på forløbet varierer afhængig af skadens karakter og omfang.'

Forløbets tilgængelighed i Danmark

Forløbet er udviklet af Hans Knudsen Instituttet. Instituttet er såkaldt ekstern leverandør for landets jobcentre. Jobcentrene kan således købe indsatsen til en borger. Forløbet foregår som udgangspunkt på Hans Knudsen Instituttet, der har til huse på Østerbro i København, eller i en af instituttets afdelinger i Hillerød, Glostrup eller Holbæk.

Adgang til indsatsen kan foregå på flere måder

Adgangen til dette særlige forløb for personer med en erhvervet hjerneskade eller med en svær hjernerystelse kan gå gennem personens jobcenter, der bevilliger et forløb. Hans Knudsen Instituttets egen hjemmeside kan også være indgangen. Instituttet hjælper med at tage kontakt til det relevante jobcenter.

Det er også muligt, at den hjerneskaderamte har en forsikring eller et pensionsselskab, der kan finansiere et forløb. Endelig kan personen selv betale for forløbet.

Resultater af Beskæftigelsesrettet hjerneskade/-rystelsesindsats

I 2015 blev der udarbejdet en brugertilfredshedsundersøgelse. Den viste stor tilfredshed hos brugerne med forløbet.

Læs mere om resultaterne af Beskæftigelsesrettet hjerneskade/-rystelsesindsats   

Sidst opdateret 12/08 2021