Gå til indhold

Om dialogforpligtelsen

Socialtilsynene skal i forbindelse med ansøgning om godkendelse og i det efterfølgende driftsorienterede tilsyn indgå i dialog med tilbud og plejefamilier om forholdene.

Socialtilsynene skal i deres dialog med tilbud, og plejefamilier sikrer, at disse fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder betingelserne for godkendelse. Dialogen har desuden til formål, at socialtilsynene bidrager til at understøtte og udvikle tilbuddenes og plejefamiliernes kvalitet til gavn for borgerne. Dialogen er således et afgørende element i socialtilsynenes tilsynsvirksomhed.

Kvalitetsmodellen er omdrejningspunktet for socialtilsynenes dialog med tilbuddene samt plejefamilierne og giver socialtilsynene et systematisk og målrettet udgangspunkt for den samlede faglige vurdering af tilbuddenes og plejefamiliernes kvalitet.

Skærpet dialogforpligtigelse

Socialtilsynene har en skærpet dialogforpligtelse, når der observeres mangler i kvaliteten.

Afgørelser om skærpet tilsyn og påbud forudsætter, at der forinden har pågået en dialog med tilbuddet eller plejefamilien om de forhold, der begrunder overvejelserne om skærpet tilsyn og påbud. Tilbuddet eller plejefamilien har herefter mulighed for at rette op på forholdene. Det betyder konkret, at eventuelle problemstillinger i forhold til tilbuddets eller plejefamiliens generelle kvalitet skal forsøges udredt og løst under den indledende dialog.

Faglig vejledning om socialtilsynenes dialogforpligtigelse

Socialstyrelsens auditfunktion har taget initiativ til at udarbejde en faglig vejledning om socialtilsynenes dialogforpligtelse. Vejledningen indeholder vidensbaserede faglige anbefalinger til, hvordan dialogforpligtelsen omsættes med kvalitet i tilsynspraksis henvendt til tilsynskonsulenter og ledere.

Læs mere om socialtilsynets dialogforpligtelse: 

Faglig vejledning til socialtilsynenes dialogforpligtelse 

Sidst opdateret 07/10 2021