Forside > Tværgående områder > Socialtilsyn > Håndbog for socialtilsyn > Guides og redskaber > Inddragelse af børn, unge og pårørende

Inddragelse af børn, unge og pårørende

Der er blevet udviklet en række forskellige redskaber til socialtilsynets inddragelse af børn og unge i plejefamilier og sociale tilbud i forbindelse med det driftsorienterede tilsyn.

Redskaberne har dels til formål at støtte børn og unges deltagelse, dels at styrke din mulighed for at få et indblik i deres perspektiver.

Der er udviklet redskaber til følgende formål:

  • Inddragelse af børn og unge
  • Observation
  • Inddragelse af pårørende.

Inddragelse af børn og unge

Til at inddrage børn og unge i forbindelse med det driftsorienterede tilsyn er der udviklet flere forskellige redskaber. Flere af redskaberne er udviklet i 2 versioner: én rettet mod tilsyn med plejefamilier og én rettet mod tilsyn med tilbud. 

Rammesættende tegnefilm 

Der er udarbejdet to rammesættende tegnefilm, der fortæller barnet om, hvad socialtilsynet er og hvorfor tilsynskonsulenten kommer på besøg. Tegnefilmen kan sendes forud for et tilsynsbesøg eller kan ses sammen med barnet under tilsynsbesøget. Der findes en tegnefilm som er rettet mod de 4-8 årige og en som henvender sig til de 9-12 årige. 

Brevskabelon

Tilsynskonsulenten udfylder brevskabelonen og sender den til børnene/de unge forud for tilsynsbesøget. Brevet indeholder information om, at socialtilsynet kommer på besøg og gerne vil tale med dem. 

Informationsmateriale

Pjecen ”Når socialtilsynet kommer på besøg” beskriver bl.a. formålet med tilsynet. Pjecen er aldersopdelt (5-11 år og 12-18 år) og findes også i en version til tilbuds- og plejefamilieområdet. 

Plakat

Der er udarbejdet en plakat i 2 versioner, som hænges op på tilbuddet, både før og efter tilsynsbesøget. 

Inspirationsmateriale

Inspirationsmaterialet består af en interviewguide til brug under tilsynet. Spørgsmålene, der er baseret på kvalitetsmodellens temaer, er tænkt som inspiration til at afdække barnets perspektiv inden for hvert tema. Derfor skal rækkefølgen på spørgsmålene og de enkelte temaer ikke nødvendigvis følges som en manual.

Spørgeskemaer

Spørgeskemaer til børn og unge, som du kan anvende som et supplement til at få svar fra børn og unge, der fx finder det mere trygt at give deres mening til kende på skrift, eller som ikke er hjemme under tilsynsbesøget. Spørgeskemaet er udviklet i en kort og en længere version. 

Den korte version tænkes brugt i sin helhed og kommer omkring alle kvalitetsmodellens temaer. 

Formålet med den længere version af spørgeskemaet er, at tilsynskonsulenten, på baggrund af en risikovurdering, kan udvælge de temaer, som vedkommende ønsker barnets/den unges perspektiv på. Det længere spørgeskema findes derfor i Word, så det er muligt at plukke enkelte spørgsmål ud. 

Observation

Der er udarbejdet et vidensgrundlag, som har til formål at understøtte en større opmærksomhed på og viden om, hvordan du som tilsynskonsulent aktivt og struktureret kan gøre brug af observationer. 

Observationsrebskabet understøtter, at dine observationer bidrager til kvalitetsvurderingen af tilbud og plejefamilier. Redskabet følger indikatorniveauet i kvalitetsmodellen og skal ses som et hjælpeværktøj til arbejdet med deltagerobservation.

Redskabet er opstillet sådan, at det guider dig i at adskille registrerede observationsdata og dine egne fortolkninger.

Inddragelse af pårørende 

I 2018 gennemførte de 5 socialtilsyn en række pilotprojekter med fokus på at inddrage de pårørende som informanter i forbindelse med driftsorienteret tilsyn i plejefamilier og tilbud.

Pjecen "Erfaringer med inddragelse af pårørende som informanter" opsummerer socialtilsynenes erfaringer med at inddrage pårørende. 

Sidst opdateret 30/08 2019