Gå til indhold
Forside > Tværgående områder > Socialtilsyn > Om de fem socialtilsyn > Socialtilsynets primære opgaver

Socialtilsynets primære opgaver

I hver region er én kommune ansvarlig for at godkende og føre tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier omfattet af lov om socialtilsyn. De fem kommuner benævnes samlet socialtilsynet. Socialtilsynet godkender og fører tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier.

Socialtilsynets opgavevaretagelse er baseret på en national tilgang, som der understøtter systematisk, ensartet, uvildig og faglig kompetent varetagelse af tilsynsopgaven, kombineret med kommunalt kendskab, indsigt og ansvar. Auditfunktionen i socialstyrelsen understøtter koordinering ift. en systematisk, ensartet, uvildig og faglig kompetent varetagelse af tilsynsopgaven. Auditfunktionen fører ikke tilsyn.

Overordnet har socialtilsynet to primære opgaver:

  • Godkendelse
  • Driftsorienteret tilsyn

Godkendelse af ansøger

Socialtilsynet har blandt andet ansvaret for, at tilbud og plejefamilier, der er omfattet af lov om socialtilsyn, er generelt egnede til målgruppen.

Godkendelse af tilbud og plejefamilier sker på baggrund af en ansøgning. Med afsæt i ansøgningen undersøger socialtilsynet ansøgerens forudsætninger for og forventede evne til at opfylde betingelserne for godkendelse.

Socialtilsynet vurderer de oplysninger, som ansøgeren afgiver i forbindelse med ansøgningen, har samtale(r) med ansøger eller den kommende leder og besigtiger tilbuddet eller plejefamiliens hjem. Formålet er at skabe et solidt og systematisk vidensgrundlag og vurdere, om tilbuddet eller plejefamilien samlet set opfylder betingelserne for godkendelse.

I godkendelsesprocessen er dialogen med ansøger central, både i forhold til at indhente oplysninger og til at rådgive og vejlede gennem ansøgningsprocessen. Kun tilbud og plejefamilier, der forventes at kunne levere den fornødne kvalitet, og som opfylder lovens øvrige bestemmelser, kan godkendes.

Godkendelse af tilbud

Godkendelse af plejefamilier

Driftsorienteret tilsyn

Det driftsorienterede tilsyn er en fortløbende proces, hvor socialtilsynet ud fra en risikovurdering prioriterer, hvilke forhold der skal undersøges nærmere, og hvilke forhold der skal tillægges mere eller mindre vægt i vurderingen af tilbuddenes eller plejefamiliernes kvalitet.

Socialtilsynet skal aflægge tilsynsbesøg mindst en gang om året. Tilrettelæggelsen af tilsynet tager altid udgangspunkt i de oplysninger om tilbuddet eller plejefamilien, som socialtilsynet er i besiddelse af. Socialtilsynet er til enhver tid ansvarlig for vurderingen af tilbuddets og plejefamiliens kvalitet.

Ofte vil tilsynsbesøget være omdrejningspunkt for tilsynsprocessen, men tilsynsbesøget er blot én af flere vigtige informationskilder. Andre kilder og metoder til indhentning og vurdering af oplysninger er nødvendige for at føre tilsyn med, om tilbuddene fortsat har den fornødne kvalitet og opfylder betingelserne for godkendelse.

Socialtilsynet har som opfølgning på det driftsorienterede tilsyn mulighed for at træffe afgørelser om påbud, skærpet tilsyn eller ophør af godkendelse.

Driftsorienteret tilsyn med tilbud

Driftsorienteret tilsyn med plejefamilier

Sidst opdateret 30/09 2021