Gå til indhold

Delelement 3: Systematisk opfølgning på godkendelsen

Socialtilsynene bør sikre, at den viden, de får, om tilbuddet igennem godkendelsesprocessen anvendes aktivt i det driftsorienterede tilsyn til at følge op på, om det godkendte tilbud lever op til de forudsætninger, der lå til grund for godkendelsen.

I løbet af en godkendelsesproces af et nyt tilbud får socialtilsynene indgående viden om indholdet i ansøgningen og ansøgers intentioner med tilbuddet. Denne viden er en forudsætning for at kunne udarbejde grundlaget for godkendelsen og vurdere tilbuddets forudsætninger for og forventede evne til at opfylde kvalitetsmodellens indikatorer og kriterier.

Såfremt tilbuddet bliver godkendt, bør socialtilsynene sikre, at denne viden anvendes aktivt, som et led i risikovurderingen til at følge op på, om tilbuddet lever op til de forudsætninger, der lå til grund for godkendelsen. En målrettet og systematisk opfølgning på godkendelsen kan endvidere gøre det muligt for socialtilsynet at reagere hurtigt, hvis det efterfølgende viser sig, at tilbuddet ikke kan levere den forventede og fornødne kvalitet.

Socialtilsynet skal endvidere være opmærksom på, at nogle indikatorer særligt bør følges op i det driftsorienterede tilsyn, såfremt tilbuddet bliver godkendt. Baggrunden er, at indikatorerne kan være udfordrende for socialtilsynene at afdække og bedømme fuldt ud i forbindelse med godkendelsen, da deres bedømmelse ideelt set forudsætter, at der eksisterer en praksis. Et eksempel herpå er indikator 10.b, hvor socialtilsynet skal bedømme, hvorvidt ”det er afspejlet i medarbejdernes samspil med borgerne, at medarbejderne har relevante kompetencer”.  Såfremt tilbuddet bliver godkendt, skal socialtilsynet derfor være særlig opmærksom på at følge op på, i hvilket omfang der er den fornødne kvalitet, når borgerne er flyttet ind, og tilbuddet er i drift.

Nedenfor kan der findes inspiration til, hvordan man kan skabe sammenhæng mellem godkendelsen og det driftsorienterede tilsyn.

Fold alle teksterne ud eller ind

Anvend tilbuddets egne udsagn

En tilgang til at følge systematisk op på, i hvilket omfang tilbuddet lever op til de forudsætninger, der lå til grund for godkendelsen, er at anvende tilbuddets egne udsagn om, hvordan kvaliteten i indikatoren forventeligt vil kunne ses afspejlet, når tilbuddet er i drift. Dette indebærer, at socialtilsynet skal afdække indikatoren og notere bedømmelsen på en måde, som understøtter tilbuddet i at levere (konkrete og målbare) svar, der kan efterprøves, såfremt tilbuddet bliver godkendt. Tilbuddets udsagn kan fremgå af dokumenter eller interviewreferater.

Socialstyrelsen har udarbejdet et eksempel, der illustrerer, hvordan tilbuddets eget udsagn kan anvendes som et konkret afsæt for opfølgning på det driftsorienterede tilsyn.

Bilag til delelement 3: Systematisk opfølgning på godkendelsen

Notér opfølgningspunkter

Der stilles ikke krav i lovgivningen om niveauet for, hvordan bedømmelsen af indikatoren skal begrundes i tilsynsrapporten. Dog skal socialtilsynet jf. forvaltningsloven begrunde det fyldestgørende, hvis tilbuddet ikke forventes at kunne opfylde indikatoren.

Det bør endvidere være muligt for ledelse og medarbejdere i socialtilsynet at forholde sig til skriftlig dokumentation om konkrete vurderinger og hændelsesforløb hos tilbud, fx i forbindelse med medarbejderudskiftning mv. Socialtilsynet kan med fordel notere, såfremt der er indikatorer, hvor tilbuddet forventes at kunne opfylde indikatoren, men hvor socialtilsynet har en særlig opmærksomhed, der bør følges op på i det driftsorienterede tilsyn. Det kan fx være forhold, hvor socialtilsynet har anbefalet tilbuddet at overveje, hvordan en konkret indsats kan forbedres eller justeres. Opfølgningspunkter fra godkendelsesarbejdet kan derved informere og kvalificere risikovurderingen i det efterfølgende driftsorienterede tilsyn, såfremt tilbuddet bliver godkendt. 

Udarbejd en konkret opfølgningsplan

Der kan opstå situationer, hvor det på trods af en grundig godkendelsesproces viser sig, at tilbuddet alligevel ikke kan levere den fornødne kvalitet. Skulle dette være tilfældet, er det væsentligt, at socialtilsynet griber ind og tager de fornødne forholdsregler af hensyn til borgernes trivsel og udvikling.

En forudsætning for kunne gribe hurtigt ind efter godkendelsen er, at socialtilsynet overvejer, hvordan det driftsorienterede tilsyn kan tilrettelægges, så der kan følges op på, om et nylig godkendt tilbud lever op til godkendelsesgrundlaget.

Dette kan være i form af en konkret plan, der fx indeholder:

  • En oversigt over stamoplysninger på tilbuddet
  • En oversigt over konkrete forhold, som der skal følges op på
  • En beskrivelse af, hvordan tilsynet påtænkes afviklet, fx det første år, herunder anmeldt/uanmeldt tilsyn, hyppighed af tilsynsbesøg, anmodning om oplysninger fra tilbuddet osv.
Sidst opdateret 26/10 2021